Udskriv

Træk af Ellidshøj skoles historie

Artiklen er  skrevet af Peter Jørgensen og er tidligere publiceret i foreningens årsskrifter fra 1992 og 1993.
”Udi Ellidshøj by bebor degnen et hus, som han selv på egen grund har opbygget, for et par år siden, da han her hen til degn blev kaldet, siden ingen degnebolig er eller har været, i hvilket han og sidste vinter har holdt skole, såsom intet skolehus endnu er bygt".
Sådan lyder pastor Blochs indberetning i 1742 om de tidligste skoleforhold i Ellidshøj. Tre år tidligere - i 1739 - udsendtes forordningen om en almindelig undervisning i hele landet, og det blev i den anledning pålagt provsterne at undersøge og beskrive forholdene i de enkelte sogne. For Ellidshøjs vedkommende var provstens melding kort: "Ellidshøj sogn behøver en skole, som sættes i Ellidshøj by - og kan sognets ungdom bekvemmelig her oplæres". Forholdene i Ellidshøj har altså ikke været helt efter bestemmelserne. Der skulle være en degnebolig ved hvert kald, og efter 1739 også en skolestue - oftest tilbygget degneboligen. Det påhvilede Ellidshøj kirkes ejer, grev Danneskjold på Lindenborg at bekoste degneboligen, medens omkostningerne ved skolestuen skulle bæres af den største lodsejer i sognet. Denne var på dette tidspunkt Aalborg Kloster ved borgmester Juuls enke. Men som det indledende citat viser, var der ikke nogen af de to parter, der havde indfriet deres forpligtelser. Men pastor Blochs indberetning har nok sat skred i tingene, for samme år købte grev Danneskjold et gadehus i Ellidshøj og indrettede det til degnebolig, og her må også den første skolestue i Ellidshøj have været.
 
Det er kun lidt, vi ved om undervisningen og skoleforholdene i disse år, før den egentlige folkeskole blev skabt i 1814. De gamle protokoller, der ellers var bevaret i Ellidshøj, er desværre forsvundet. Vi kender dog navnene på de fleste degne, og børnetallet lå i disse år omkring 20-25. Degnehuset må have ligget på pladsen neden for kirken, men skolestuen må - antagelig i 1798 - være flyttet over pa hjørnet af nuværende Ellidshøjvej og Mjels Brovej, hvor fattighuset lå. I 1814 lød den første skolekommis-sions beskrivelse af skolen nemlig således:
”Skolehuset er sammenføjet med fattighuset og består af 4 fag, opbygte af ny 1798, hvoraf et fag er til gang og skorsten, et til tørvehus og to fag til skolestue. Tømmeret er fyr, væggene klinede, taget strå. Vinduerne har mange knækkede ruder og mangle kit og beslag. Gulvet er ler og meget ujævnt. Stuens længde er 73/4 alen, dens bredde 5 alen, dens højde 3 alen. Den er følgelig i ingen måde efter skoleanordningens bydende. Dog formente kommissionen, at den kunne blive det så temmelig ved følgende forandringer: Loftet opløftes ved at lægge bjælkerne på ramme, hvorved højden vinder 2-3 kvarter, fjælegulv lægges, de gamle vinduer forsynes med hele ruder og kit samt med beslag, at de kunne oplukkes, når det behøves. Endelig for at give skolestuen fuld lysning anbringes et fag vinduer på nordre side foruden det gamle fag, som allerede er der. Nogle af skolebænkene står pa pæle, som er dragne i jorden, men når fjælegulvet lægges, må i stedet for disse gives ordentlige bænkefødder. Skulle stuen ikke være rummelig nok efter skolebørnenes antal, kan den let udvides ved at rive det panelværk, der er sat mellem den og det fag, hvor tørvene gemmes; men i så fald måtte et fag tilbygges til tørvehus."
Man havde altså slået to fluer i et smæk: skole og fattighus i den samme bygning. Ordningen skulle dog senere komme til at volde kvaler. 
Det blev degnen Henrich Carl Rosenkilde, - en broder til Ellidshøjs præst fra 1789-1800 - der skulle begynde undervisningen efter 1814-loven. Han var som 30-årig blevet kaldet til degn i Ellidshøj år 1800. Både for ham som for børn og forældre har den nye skolelov betydet endog meget voldsomme ændringer af de hidtidige metoder og holdninger. Rosenkildes foresatte var pastor Holst, som synes at have været meget optaget af at få lovens bestemmelser og intentioner bragt til udførelse. Han ønskede f.eks., at børnene nu blev delt i 2 klasser, hvor de ellers tidligere havde gået sammen i en. Denne ændring blev straks gennemført, og desuden skulle Rosenkilde   møde hver lørdag eftermiddag – "til større embedsdueligheds erholdelse og til metodisk fremgang.
Udsnit af det eksisterende udskiftningskort 1793
Holst har ment, at en vis efteruddannelse af hr. Rosenkilde nok måtte være nødvendig. Ellidshøj sogn bestod på dette tidspunkt af 7 huse og 13 gårde, der lå i Ellidshøj by, Annerup Huse, Råkildegård og Bonderup Gårde. Udgifterne til degn og skole blev pålignet beboerne i form af brændsel, korn og arbejde. Degnens aflønning betaltes i form af rede penge, korn og brændsel og desuden ret til at dyrke en jordlod på 4 tdr. land samt udnytte et stykke hedemark.
Det var en årlig tilbagevendende opgave for skolekommissionen at ligne udgifterne på de enkelte gårdbrugere i forhold til deres hartkorn. Det var ikke nogen eftertragtet opgave at sidde i kommissionen. Det førte let og ofte til konfrontationer med ens landsbyfæller, hvilket kan være en forklaring på den ret hyppige udskiftning af medlemmerne, der fandt sted. Sognepræsten var født formand. Desuden var et af medlemmerne skolepatron med særligt ansvar for skolebygningen og degnens aflønning. Derudover havde skolekommissionen tilsynet med undervisningen, hvilket i praksis hvilede på præsten og et menigt med1em.
Børnene var dengang en vigtig arbejdskraft for hjemmene, og der var i almindelighed megen uvilje overfor den betydelige udvidelse af skolegangen, som 1814-loven medførte. Kommissionen i Ellidshøj førte gennem skolens første mange år en sejg kamp med mange hjem for at få dem til at sende deres børn regelmæssigt i skole. Også de familier, der havde et barn i deres tjeneste og pleje havde naturligvis bl.a. forpligtelsen til at sende barnet i skole, men netop de børn blev ofte holdt tilbage.
Et sådant, særlig besværligt tilfælde udgjorde Niels Ibsen, ejer af Råkildegård. I 1815 skriver kommissionen at ………”da hans dreng Jens endnu ikke har indfundet sig i skolen eller kirken på de i forordningen bestemte dage skal betale en mulkt (bøde) på 45 Rbd.
Dog vil disse ikke blive indkrævede, såfremt hr. Ibsen fra nu af lader drengen møde i skolen eller kirken på de i forordningen bestemte dage, som er for de ældre børn mandag, onsdag og fredag, og kirken i det mindste hver anden gang, der holdes gudstjeneste; men udebliver han som hidindtil, da er man nødsaget ej alene at indkræve de nu forfaldne, men at forhøje de påfølgende multker."
Men hr. Ibsen har åbenbart slet ikke haft i sinde at støtte noget som helst vedrørende skolen, for han nægter også at betale de pålignede udgifter. I 1816 opfordrer kommissionen præsten til ……… ”christeligt at erindre Niels Ibsen om at betale, hvad han skylder".
Det skal tilføjes, at Ibsens betalingsvægring uden tvivl har betydet en alvorlig svækkelse af skolens og degnens økonomi, eftersom Ibsens andel udgjorde godt en fjerdedel af budgettet. Men samme år mistede kommissionen tålmodigheden og sendte en klage over hr. Ibsen til amtets skoledirektion. Heri stod der bl.a.:
”Han har intet villet yde siden forordningen, trods det at han er største lodsejer i sognet - tværtimod søgt at sætte andre beboere op mod skolesagen. - Således har hr. Ibsen i ord og gerning stedse vist og vedbliver at vise den største opsætsighed mod alt, hvad der tjener til at fremme vor allernådigste konges hensigt med sidste skoleanordning". 
Og reaktionen fra skoledirektionen udeblev ikke.
”Det er os meget ukært at erfare, hvorledes Niels Ibsen til Råkildegård med strafværdig ubøjelighed har dristet sig til at vise så åbenbar ringeagt mod vor gode konges bud, og derved søgt at hindre kommissionens nidkære bestræbelser, derved fordoblet deres ligeså hædrende som byrdefulde kaldsbesværligheder. Vi har under dags dato tilskrevet fornævnte N. Ibsen, givet ham de fornødne advarsler og alvorligt tilholdt ham uden ophold at betale, hvad han skylder og er pligtig at yde til skolelæreren som til skolekassen i Ellidshøj".
(underskrevet)  Moltke - Tetens.
Så endelig accepterede Niels Ibsen de nye tingenes tilstande. Som en form for skæbnens ironi - eller måske af rent taktiske grunde - blev Ibsen året efter udpeget til skolepatron!
Men der var trods alt fra kommissionens side stor forståelse for hjemmenes behov for børnene som arbejdskraft. Ofte besluttede man at afbryde eller udsætte skolegangen p.gr. af høst, kreaturvogtning eller markarbejde i forårstiden. Der kunne være mange andre hensyn at tage, og følgende udskrift af forhandlings-protokollen, hvor man har behandlet de to klassers forsømmelser i det sidst forløbne halvår, fortæller en hel del om vilkårene og de hensyn man følte at måtte tage dengang:
”I henseende til disse forsømmelser eragtede commissionen som følger: nr. 1 og 2 bliver af præsten i afvigte vinter forberedte til konfirmation tvende dage ugentlig, desuden erindrede præsten, at de begge var ret gode i deres kristendomskundskab, hvorfor man fandt det ubilligt at mulctere dem for hver dag de var udeblevne af skolen, måske af gyldige, men ej anmeldte årsager, men anså sig det dog ikke tillladt at nedsætte multcen til ringere end 5 dage for nr. 1 og 7 dage for nr. 2. Nr. 4 befandtes at vare uundværlig i faderens gård til at vogte kreaturer, når denne rejste ud; derfor ansættes hans forsømmelsesdage til 8. Nr. 6, der har over 1/4 mil til skolen, kan tillige undskyldes, at han undertiden er udebleven, dog tør commissionen ikke ganske udslette de forsømte dage, men nedsætte dem til 6. Nr. 7 har været meget forsømmelig, men har ligeledes 1/4 mil til skolen, og vejen var ofte i vinter meget vanskelig at komme; hendes forsømmelse nedsættes derfor billigen til 16 dage. Angående nr. 9, da hans hosbond er svag og ofte fraværende i kongerejser og andre forretninger, anses hans udeblivelse for undskyldelig de fleste dage og ansættes derfor til 4 dage. Nr. 11: Denne hr. Ibsens dreng har ikke mødt i skolen en eneste dag, uagtet han er blevet påmindet, derfor kan commissionen ikke nedsætte multcen for ham, men tror endda at de dage, der er fraregnede for uvejrs skyld, bør ansættes ham med de øvrige, og at han således bør betale for i det mindste 64 dage á 3 sk. Af 1. classe befandtes nr. 3 at have været syg det meste af vinteren, og desuden var vejen for ham og hans broder nr. 12 ufremkommelig i lang tid, hvorfor deres udeblivelse af skolen ganske kan undskyldes. Nr. 6 og 7 kunne for en del undskyldes med den lange, ufremkommelige vej, hvorfor den billigen nedsættes 16 dage til hver. Nr. 9 har et svagt helbred og over 1/4 mil til skolen, desuden holder faderen såvel ham som sin 7-årige datter nr. 17 flittig til læsning derhjemme; commissionen fandt det derfor billigt at nedsatte de forsømte dages antal for nr. 9 til 10 dage og for nr. 17 til 14 dage. Det samme gælder om nr. 14, og desuden –har moderens svaghed og barselsfærd fordret datterens hjemmeværelse i lang tid. De forsømte dage ansættes derfor for hende til 14 dage. Nr. 18 ankom med følgeseddel midt i marts, og hendes hosbond havde ingen anden til at passe sine mange får; derfor fandt man det ikke ubilligt at nedsætte de forsømte dages tal til 5. For de øvrige børn fandt man intet, der kunne undskylde deres forsømmelser, hvorfor de bør indkræves, som de foran anførte, og hvis nogen vil betale deres mulct inden maj måneds udgang, indgives restancelisten uden henstand efter forordningens 17§ til amtmandens foranstaltning. 
Således forhandlet bevidner:
T Bøggild, Anders Bærntsen, Niels Nielsen, Jens Laursen”
 
Undervisningen blev - udover præstens jævnlige besøg i skolestuen - afprøvet ved halvårlige eksaminationer, hvor hele skolekommissionen var til stede. Eksaminationsdagene blev indledt og afsluttet med sang og bøn, og resultatet af undervisningen beskrevet i protokollen. I 1815 lød den triste kommentar således: "Børnene havde ved sidste examen aflagt prøve på, at de i de forløbne måneder alle forgæves havde søgt undervisning, og man har grund til at håbe, at læreren, der har fået tillæg i sin løn, også herefter vil anstrenge sin flid..."og"... især ønskede man, han ville øve dem mere i at læse indenad og vænne dem fra den stygge vane, hvormed de fløjte eller ligesom synge ordene ud. På regning bør også drives mere så at børnene af 2. klasse kunne lære i det mindste de såkaldte 4 species (regningsarter)."
I 1825 døde Rosenkilde, og hans efterfølger blev Christoffer Magnus Barclay. De vilkår, han fik at arbejde under, forekommer urimeligt vanskelige. Børnene holdes nu i stigende omfang hjemme, og den såkaldte sommerskole med et i forhold til vinterskolen stærkt nedsat antal skoledage kunne stort set ikke gennemføres. Undskyldningen var kreaturvogtningen, og kommissionen bad nu læreren om at advare forældrene, men man ville dog ikke opkræve bøder - "... omstændighederne tvinger til at overbære" noteredes det i protokollen. Barclay synes at være blevet den berømte lus mellem to negle, og han blev ikke populær i forældrekredsen. Dertil kom, at kommissionen var stærkt kritisk m.h.t. kvaliteten af Barclays undervisning.
Tilsyneladende har børnenes fremmøde været et problem især i Nordjylland. I et brev fra kancelliet til skoledirektionen hedder det:
”Kreaturvogtning er ingen gyldig grund til at holde børnene hjemme." Men i Ellidshøj funderer kommissionen over sagen og noterede: "Vel synes det som om dette lovbud er alt for strengt for beboerne i disse egne af Jylland, som af mangel på indhegning må tøjre og nagle ethvert kreatur, de eje, og intet øjeblik kunne lade dem af sigte, uden at befrygte, de kunne støde sig løse og blive optagne af en eller anden egennyttig nabo hos hvem da dyret måtte indløses; men det er Kommissionens pligt at bidrage sit til, at landsfaderens befalinger efterkommes, om den end ikke nu kan indse deres nytte og om end derved må vente deres vrede, som ej ville lyde uden at blive tvungne dertil."
Kommissionens "notat" taler sit tydelige sprog om den uvilje, dens medlemmer havde ved at skulle kræve loven overholdt.
Barclay blev ikke gammel i sit embede. Som en af hans embedspligter skulle han befordre breve fra sognepræsten til nabopræster og provst, og den 19. januar var han på vej hjem fra provsten i Øster Hornum, da en snestorm overraskede ham, og han omkom pa den daværende hedestrækning mellem Guldbæk og Ellidshøj. Han blev først fundet to dage senere. Skolekommissionen beklagede på sit møde d. 3. februar, !at have mistet skolelæreren Christoffer Magnus Barclay på så en uheldig måde..." og senere tilføjes: "Han var nu bleven temmelig ordentlig i sin embedsførelse såvel i kirken som i skolen, og vi håbede, han med tiden ville blive en duelig og ordentlig lærer og kirkesanger. - Gid vi i hans sted snart må bekomme en sådan! Da ville sognebeboerne vist ikke længere vægre sig ved at bygge ham en anstændig bolig."
De historiske kendsgerninger taget i betragtning tjener kommissionens bemærkninger den ikke ligefrem til ære. Den havde langt fra ydet sin pligtige støtte til gennemførelsen af en "duelig" skole, men alligevel frejdigt kritiseret undervisningsresultaterne og ladet Barclay udføre kommissionens ubehagelige pligter over for forældrene.
 
Kort tid efter - også i året 1828 - blev lærer Niels Nielsen ansat og dermed indledtes mange års forbitret kamp mellem lærer og kommission.
Det begyndte imidlertid godt og lovende. Niels Nielsen kunne flytte ind i en forbedret og større degnebolig. Skoledirektionen havde forlangt den gamle istandsat og udvidet. Nielsen var tilsyneladende en meget nidkær lærer, stærkt optaget af "den indbyrdes undervisning", som netop i de år forsøgtes indført i skolerne. Det var en militært præget undervisningsmetode, der foregik ved
hjælp af læse-, skrive- og regnetavler, som var ophængt i skolestuen. Eleverne var delt i hold og blev så ført fra tavle til tavle, hvor de blev ekserseret af ældre/dygtigere elever. Når eleverne skulle skifte tavle, skete det ved et fløjtesignal. Metoden var ikke populær blandt børn og forældre, men Nielsen fik hurtigt anskaffet fløjte og tavler og gik så i gang.
Her mødte han formentlig sit første store nederlag. Metoden forudsatte et nogenlunde stabilt fremmøde, der gjorde holddannelserne mulig. Men netop fremmødet var, som vi har set, skoledistriktets meget svage punkt. Ifølge en nu desværre forsvundet protokol - citeret af A.C. Nielsen i "Et lille bidrag til det jydske landsbyskolevæsens historie” har lærer Nielsen d. 28. sept. 1829 skrevet:
”Det er imod den indbyrdes undervisnings hensigt, at her gives slip, især da det varede til d. 8. September; men da skolegangen ej var så stadig, som der fordres af denne metode, ej heller så vedholdende i timeinddelingerne thi gaves der et barn, der kunne forblive de 3 timer den halve dag, så gaves der igen andre, af hvilke en kunne blive i to, en anden i en eller en halv time, og næppe kunne antallet om dagen overstige tre børn...".
Lærer Nielsen er sandsynligvis gået hårdt til børnene, for kun kort tid efter hans ansættelse bemærkes det på kommissionsmøderne. Det antydes i flere referater, at han farer for hårdt frem mod børnene, og han formanes til venlighed især over for de svage ”……så de med lyst og uden frygt må søge skolen, hvilket ikke nu er tilfældet med nogle iblandt dem, hvorover forældrene ere højligen fortrydelige. Læreren påstod, at hans læremåde og forhold til børnene var ulastelig i enhver henseende, hvilket just ikke giver stort håb om, at han vil rette fejlene."
Forholdet mellem lærer Nielsen, kommissionen og forældrene prægedes i stigende grad af kontroverser. Nielsen gik gerne rettens vej, når han følte sig forurettet. I 1831 føg det med klager og modklager. En enkelt sag kan illustrere, hvor langt parterne kunne komme ud. I skolejournalen for 1831 har Nielsen meddelt, at han har givet børnene fri, da han skal møde i politiretten i Nibe for at få medhold i, at han - Nielsen - har ret til asken fra skolens kakkelovn. Den blev brugt som gødning til degnelodden, men skolepatronen havde solgt asken, og af den grund havde lærer Nielsen intet haft ud af sin mark det år. Hvilket forløb sagen fik noterer han ikke. Året efter kom det til et voldsomt verbalt sammenstød mellem Nielsen og Hjorth i Annerup, der som skolepatron havde trukket 2 rbd. årligt i  Nielsens pengeløn. Løntrækket skyldtes det forhold, at Nielsen dyrkede en jordlod ved skolen, som ikke hørte til den egentlige degnelod. Hans udtalelser må have været grove, for han idømmes en bøde på 5 Rbd. Begge parter klagede nu til skoledirektionen. I kommissionens brev hed det bl.a. at "……… lærer Nielsen har helt mistet skoledistriktets agtelse og tillid." Skoledirektionen henstillede nu "alvorligt til begge parter om på det nøjeste at følge anordningen."
 
Herefter er der nogenlunde ro en tid. I protokollen bemærkes det i 1834: "I Ellidshøj sogn har det i dette år gået temmelig fredeligt af mellem skolelæreren og sognebeboerne, og ingen klage er indløbet fra nogen af siderne."
Skolekommisionens forhandlingsprotokolDel af side 31 i skolekommissionens forhandlingsprotokol for 1840. Her ses lærer Nielsens forslag til ændring af degnehuset. Bortset fra den sære vinkel på tilbygningen Blev denne plan godkendt og gennemført. Baggrunden for -forslaget om den skæve vinkel ved tilbygningen skyldtes ønsket om at undgå ændring af vejen som ses i hjørnet forneden. Vejen blev dog lagt om. I den modsatte ende ses: skolestuen og i rækkefølge herefter spisekammer, forstue, sovekammer, dagligstue, ovnen, skorsten, køkken, nye stue, opgang til loftet, bryggerset, tærskeloen, lade til skoleloddens afgrøde, fåresti og kostald med grebning. Bygningen var orienteret øst-vest med skolestuen mod øst - ud mod landevejen Hobro-Aalborg.
Skolerne i amtet fik i 1828 besked om at indrette gymnastikpladsen ved skolen. - "Kirkegårde må ej dertil anvendes." Skolerne lå ofte nær kirken, og det har åbenbart været praksis flere steder, at man benyttede kirkegården til de gymnastiske øvelser. Ellidshøj fik nu indrettet sin gymnastikplads, - sandsynligvis på området neden for kirken, og der blev indkøbt redskaber.
Elevtallet var i 1833 ialt 29, der var fordelt med 11 i første klasse og 18 i anden. Børnene havde som nævnt deres skolestue i fattighuset, der lå over for degneboligen på hjørnet af Ellidshøjvej og Mjels Brovej. Kombinationen skole-fattighus var sikkert ikke særlig heldig. En enkelt gang noteres eksempelvis: "Et lig af husets fattiglemmer blev indsat her (i skolestuen), så at ingen skole blev holdt.
Kunne vi kaste et blik ind i den daværende skolestue, ville vi se en stor jernkakkelovn i hjørnet, to lange fyrretræsborde med tilhørende bænke. I stuens ene ende en stige, der førte op til loftet, hvor degnen opbevarede en del af sin hø0st. På endevæggen et kort over Europa og på lærerpulten en flaske sort blæk. På sidevæggene fem små regnetavler. Derudover bestod undervisningsmateriellet af nogle få bøger til læsningen og kristendomsunder-visningen
Skoledirektionen var dog utilfreds med forholdene og forlangte i 1839, at den fælles dør og gang blev nedlagt, så de to lokaler adskilles ".. for at hindre de ubehageligheder dette medfører." Direktionen måtte rykke for svar, og der sendes et forslag, men det blev returneret med betegnelsen "upassende". Det svar blev kommissionen ret forbitret over og skrev: "Det måtte jo naturligvis forekomme hele kommunen besynderligt, at den høje skoledirektion fandt disse tvende lokalers forbindelse "upassende", da den har bestået vel 50 år, uden at nogen autoritet mundtlig eller skriftlig har ytret et ord om noget upassende ved denne forbindelse; og det ville blive meget trykkende for sognet, der kun består af 12 gårde og 2 huse med 78 tdr. hartkorn, hvis den gamle skolestue skulle kasseres og en ny på et andet sted - blot af fornævnte årsag – opføres.”
Skole og fattighusForrest til venstre ses det gamle skole- og fattighus. I baggrunden den i 1860 opførte skolebygning med lærerbolig. Vejen i midten er Mjels Brovej og mellem de to skolebygninger ses Hobro Landevej.
Generalstabskort Udsnit af generalstabens kort – opmålt 1884. Den lange skolebygning opført 1869 ses på pladsen neden for kirken.
 
Sagen verserer en tid, men efterhånden samler interessen sig om en udvidelse af degneboligen.
"Skal endelig skolestuen - måske for at spare læreren hans gang over landevejen, ibygges lærerens bolig, da kunne vel hans storstue, som han næsten ingen brug har for, indrettes til skolestue; dette var mest økonomisk og til nysnævnte hensigt mest svarende."
Den 20. maj 1840 mødtes stiftamtmand Bluhme og provst Fogh med Ellidshøj skolekommission og "de fleste af sognets beboere." Her blev planerne for en tilbygning til degneboligen forelagt, og "sogneboerne gav på stiftamtmandens og provstens overtalelse ugerne deres samtykke dertil."
Modviljen blandt sognebeboerne førte til, at man under den praktiske gennemførelse af tilbygningen i al stilfærdighed "glemte" at opføre to fag udhus. Det førte naturligvis omgående til en klage fra lærer Nielsen. Kommissionen afviste klagen, men Nielsen sendte den videre til kancelliet, der meddelte, at planen skulle gennemføres til punkt og prikke. Da det dog stadig blev forhalet, skred direktionen ind: "Bygningerne vil blive beset i maj (1841 Hvad der til den tid ikke er udført forsvarligt og overensstemmende med den trufne beslutning, vil vi herefter selv, uden kommissionens mellemkomst lade fuldføre eller omgøre ved licitation pa kommunens regning.  Bluhme/Fogh." 
Så blev der bygget.
 
I 1857 blev Niels Nielsen afskediget og flyttede fra Ellidshøj. Trods de mange stridigheder forblev Nielsen dog i sit embede i 29 år, hvilket vel godt kan ses som et udtryk for, at forholdene også har rummet mange positive oplevelser. Hans efterfølgere blev Chresten Jensen Sigsgaard, der dog kun var i Ellidshøj i få år, hvilket også gjaldt Peter Bonne Høyer, der tog sin afsked i 1886. Men i disse år opførtes en ny skolebygning på pladsen neden for kirken. I 1869 var den gamle "udvidede" degnebolig trods alt blevet for lille, og en ny tidssvarende bygning blev da opført.
Skolegangen synes efterhånden at være kommet i et roligt og stabilt leje. Forsømmelserne faldt betydeligt i antal, og det ser ud til, at kommissionen og forældrene fandt frem til en praktisk og nogenlunde rimelig praksis, der dels tillod 4-5 dages fravær pr. måned og dels en ofte gentaget anbefaling til sognerådet om at undlade bødeopkrævning for de ældste børns fravær.

Skolebillede Ellidshøj ca. 1900

Børnetallet var stærkt sigende fra omkring 1890, og i 1903 kunne Ellidshøj Skole ansætte en 2.-lærer. Året forinden var Henrik Georgsen blevet ansat som kirkesanger og førstelærer. Skolen var blevet udvidet bygningsmæssigt i 1892 og nu igen i 1903 og rummede således 2 klasselokaler samt Lærerboligen. Fra 1904 blev der som noget nyt undervist i håndgerning, og samtidig indførtes vinteraftenskole for de unge. Skolen havde på dette tidspunkt (1904) ialt 78 elever.
Ved århundredskiftet var børnetallet som tidligere nævnt støt stigende i Ellidshøj, og skolen kunne i 1903 ansætte en 2.-lærer. Henrik Georgsen var blevet ansat som førstelærer og kirkesanger i 1902. Begge var uddannede ved københavnske seminarier. 
Skolehuset, der var opført i 1869, var blevet for lille og blev nu udvidet, så det rummede 2 skolestuer og 2 lærerboliger.
Skolebygningen Skolestue lærerbolig skolestue lærerb
Indtil 1902 var skolen 2-klasset, og skolegangen ordnet således, at 1. klasses (de yngstes) ugentlige timetal var 12 om vinteren og 24 om sommeren, medens det var omvendt for 2. klasse. Timerne fordeltes således på ugedagene: Om vinteren gik ældste klasse 4 dage og yngste 2 dage ugentlig og om sommeren omvendt. Den daglige undervisningstid var for begge klasser om vinteren fra kl. 9-12 og fra 13-16 med en halv times afkortning i december og januar. Afkortningen blev indhentet ved at lægge 2 dage mere på skoleåret. I sommertiden var undervisningen fra kl. 7-13.
Sommerferien var længst for de ældste elever, der jo udgjorde en betydelig arbejdskraft. De havde ferie i august og September måned, medens de yngste begyndte i midten af September. Lærernes undervisningsforpligtelse var 250 dage om året.
Fra 1903 kom der så småt gang i vinteraftenskolen, der dog ikke kunne gennemføres hver vinter. Den blev afviklet i november-december og havde til formål at vedligeholde og udbygge dansk- og regnekundskaberne hos de voksne i sognet. Desuden ser det ud til, at håndgerningsundervisningen, der ikke var på skoleplanen, fandt sted sporadisk gennem årene i skolen ved hjælp af private undervisere.
Piger med håmdarbejde 1905 Ellidshøj  Skole Pigerne med deres håndarbejde. 1905.
Allerede i 1909 måtte der atter foretages bygningsændringer. Elevtallet var vokset til 84, og en støt stigning kunne forudses. I 1912 matte eleverne deles på fire klasser, - der var nu 116 elever. Årsagen til den pludselige og voldsomme stigning i børnetallet var husmandsforeningernes køb af Raakildegaard til udstykning i 1912
På Raakildegaards jord oprettedes samme år 30 ejendomme hvor et tilsvarende antal familier flyttede ind. Det var overvejende unge familier med mange børn. En enkelt familie havde/fik 16, og selvom børnene ikke skulle gå i skole på én gang, er det klart, at udstykningen af Raakildegaard blev en omvæltning i Ellidshøj sogn og ikke mindst for skolen. Situationen var uholdbar. I 1915 var elevtallet steget til 133, og nu udskilte man de yngste børn til en forskole, som blev indrettet i lejet lokale i det hus, som i daglig tale kaldes "Teglværkshuset". En lærerinde blev ansat til at varetage undervisningen her.
Men væksten fortsatte i stærkt tempo, og i 1917 havde Ellidshøj Skole 153 elever. Året efter påbegyndtes byggeriet af en ny skole i Annerup, og den stod færdig i 1919. Indvielsen blev fejret med afholdelsen af juletræsfest i julen 1918. Ved starten var der indskrevet 53 børn fordelt på yngste og ældste klasse. Allerede fra begyndelsen en pæn klassekvotient. Annerup Skoles l.-lærer var Martin Hansen, der senere blev lærer i Aalborg.
Ellidshøj Skole kunne nu trække vejret lidt lettere. I perioden fra 1919-1931 lå laveste elevtal (i 1931) på 61 og højeste på 103 i 1922. Derefter faldt tallene og  stabiliseredes omkring 70-80 elever.
Annerup skole kort efter opførelsenAnnerup skole kort efter opførelsen
 
Henrik Georgsen var rejst i 1907 til et embede i Vridsløselille, og samme år rejste 2.-læereren Holm-Jensen. Skolen fik pa én gang udskiftet sine lærerkræfter. Ny førstelærer og kirkesanger blev Thorvald Nielsen Holt uddannet pa Skaarup seminarium og som andenlærer Alfred Nielsen uddannet på Nørre Nissum. Holts embedsperiode blev ret kort. Han efterfulgtes af Niels Vilsen i 1914. Han var uddannet på Ranum og var førstelærer og organist i Ellidshøj til 1952, - ialt i 38 år. Han bosatte sig efter pensioneringen i Ellidshøj.
 
Med mellemrum blev skolen besøgt af tilsynet, der ofte blev udøvet af stiftets biskop, - den såkaldte visitats. Børnenes standpunkt blev undersøgt ved overhøring og gennemsyn af deres skriftlige arbejder. Efter visitatsen noteredes i embedsprotokollen de bemærkninger af kritisk eller rosende art, som visitator fandt hensigtsmæssig. Den 14. april 1908 er følgende bemærkninger indført:
”Visiterede Ellidshøj Skole. Overværede først undervisningen i 3. (ældste) klasse ved førstelærer Holt. Kristendomskundskab jævn god, børnenes svar røbede ganske god forståelse og omtanke. Læsning i det hele jævn god, stavning ligeså, analyse ikke så god. I historie og geografi havde børnene tilfredsstillende kundskaber, derimod var drengene ikke langt fremme i skrivning og tavleregning, hvorimod de åbenbart havde nået betydelig færdighed i hovedregning. Retskrivning tilfredsstillende. Køn dobbeltstemmig sang. I 2. klasse underviste andenlærer Nielsen. Børnene læste op og regnede særdeles  godt og havde i de andre fag meget gode kundskaber i forhold til deres alder. I sang som i de andre fag var børnene åbenbart undervist med omhu."
J.E. Sommer.
Og tre år senere: 
"Den 15. maj 1913 afholdt jeg atter visitats i Ellidshøj skole, hvor lærer Holt er førstelærer og lærer Jacobsen andenlærer. Øverste og næstøverste klasse var mødte. Visitatsen havde i det store og hele et tilfredsstillende resultat, dog ikke udi dansk i øverste klasse, hvor i det hele taget nogen træghed gjorde sig gældende."
J.E. Sommer .
Og et sidste eksempel på visitatsbemærkninger, der i øvrigt næsten alle er positive: 
”20. September 1917 besøgte jeg Ellidshøj Skole og hørte førstelærer Vilsen examinere ældste klasse. Børnene var, navnlig for pigernes vedkommende, flinke og vel underviste af den dygtige lærer. Drengene var noget tungere, men vidste dog ret god besked." 
M. J. Poulsen.
Perioden helt frem til midten af 1950erne ses - ud fra de få kilder, der er bevaret, - at have været en rolig, næsten statisk periode. Med etableringen af de to skoler og det ret stabile elevtal var der ingen behov for ændringer i det bestående. Som nævnt lå Ellidshøj skole på et elevtal, der kunne svinge mellem 70-80 elever, men i krigsårene 1940-45 faldt det til omkring 45.
 
Annerup Skole, der havde sin elevmæssige "storhedstid" fra 1919-1938 med 50-65 elever måtte også opleve et drastisk fald i tilgangen fra 1939. Nybyggerne på Raakildegaards jorder var ved at komme i sølvbryllupsalderen. Martin Hansen blev afløst af Karl P. Hansen.
Ellidshøj skole 1934Ellidshøj skole 1934. Th. lærer Vilsen. TV.
Begge skoler blev i stigende grad benyttet af den lokale befolkning. Der var aftenskole, aftenhøjskole og møder i samarbejde med ungdomsforening og borgerforening, og aktiviteterne tog især fart under besættelsen 1940-45.
Både Annerup og Ellidshøj skoler rummede biblioteker for voksne og børn. I Annerup begyndte det som en læseforening, hvor bogsamlingen blev grundlagt på et lille overskud, der opstod under udstykningen af Raakildegaard. Da man skulle træffe beslutning om overskuddets anvendelse, lå der to forslag til beslutning: 1. indkøb af en fælles tyr og 2. indkøb af en bogsamling. Det blev forslag 2, der vandt flertal, og dermed var begyndelsen til Annerup bibliotek gjort.
I 1936 kunne de mindste børn i Ellidshøj skole få småsløjd og fra 1938 blev faget håndgerning indført. En sommerlærerinde blev ansat til at bestride den undervisning.
Den årlige udflugt gik for børnene både i Annerup og Ellidshøj til Mosskov, medens 7. Årgang - som afgangsklasse - fik en længere tur. For dem var målene i begyndelsen Århus, Viborg og Himmelbjerget. Senere blev det til lejrskole ved Ry, i København, Sydslesvig, Norge og på Bornholm.
Skolefest og juletræ blev afholdt hvert år. I Annerup forestod på skift 3 familier juletræsarrangementet. Man samlede penge ind, pakkede poser, pyntede rummene og afviklede juletræsfesten, og samme aften blev næste års arrangører udpeget.
Men andre begivenheder har sikkert lyst op i børnenes skolehverdag. Blandt andet skolelukninger omend baggrunden kunne være alvorlig nok - i hvert fald for de voksne. Eksempelvis var skolerne lukkede i 18 dage i 1925 på grund af mund- og klovsyge, og i det i øvrigt så begivenhedsrige år 1945 noteredes de tabte skoledage kort i indberetningen: Fred: 2 dage, kulde 16. beslaglæggelse 19. Vinteren 1947 må have været hård, for også det år fik børnene kuldeferie i 15 dage.
2. klasse Ellidshøj skole 1953 - 542. klasse 1953-54. Tv. Edith og Erling Valbjørn. Th. lærer Barkhol
 
I 1953 afløste Erling Valbjørn Niels Vilsen som førstelærer ved Ellidshøj Skole, og samtidig fratrådte Johs. Kristensen som andenlærer. I hans sted blev Arne Barkholt ansat. Undervisningen i håndgerning blev varetaget af nuværende rådmand Karen Johansen Christensen. Skolen havde på det tidspunkt 61 elever og en fortsat stigning kunne ventes. Derfor arbejdede sognerådet med planer for en ny skolebygning og to mere tidssvarende lærerboliger.
Erling Valdbjørn Førstelærer på Ellidshøjskole fra 1953Erling Valdbjørn Førstelærer på Ellidshøjskole fra 1953
 
De to boliger stod færdige i 1957, men det kneb med at få skolebyggeriet i gang. En bevilling, der skulle have sat gang i byggeriet gik til Svenstrup Skole, og senere meddelte undervisningsministeriet, at den nye skolebygning, der var opført i 1954 i Svenstrup sagtens kunne rumme børnene i både Ellidshøj og Annerup.
Det var i centralskolernes periode. Beboerne i Ellidshøj og Annerup protesterede naturligvis, og et lille udvalg af sognerådsmedlemmer ilede til København og fik orienteret daværende undervisningsminister Julius Bomholt om, hvor Ellidshøj var placeret i riget. Under denne lille geografiske øvelse forekom navnet Svenstrup, og da erindrede ministeren, at det var her underklassen besejrede overklassen i 1534 - det burde også komme Ellidshøj, der lå i samme kommune til gode. Tilladelsen til byggeriet blev givet.
Det blev entreprenørfirmaet Berg Back og Egmose, der fik opgaven. Byggeriet varede i 8 måneder, og den 5. maj 1958 blev skolen officielt indviet. Den var udstyret med 4 klasseværelser (mod den gamle skoles 3), egen gymnastiksal og desuden disponeret således, at en eventuel nødvendig udvidelse kunne foretages forholdsvis let. Og en udvidelse blev snart nødvendig. I 1961 var elevtallet oppe på 94. Børnene var nu fordelt på 4 klasser: 1. klasse (1 år), 2. klasse (2 år), 3. klasse (2 år) og 4. klasse (2 år) Annerup Skole fungerede nu som forskole for de 3 første årgange. Eleverne kom derefter til Ellidshøj. Ved Ellidshøj skole var der nu 5 fuldtids stillinger og en faglærer i hjemkundskab.
Ellidshøj skole rummede også sognebibliotek og fik senere skolebibliotek. Som bibliotekaruddannet havde Edith Valbjørn fine forudsætninger for at udbygge denne side af skolens virksomhed, og hun var gennem mange år leder af de to biblioteker.
Den nyopførte Ellidshøj Skole i 1958Den nyopførte Ellidshøj Skole i 1957
 
Fra 1960 kom de ældste elever fra Annerup Skole til Ellidshøj, og samtidig var der indledt et samarbejde med  Svenstrup Skole om de elever, der ønskede at fortsætte i realafdelingen og senere 8.-9. klasse her.
I 1968 blev der bygget yderligere til med 4 klasseværelser. Resten af Annerup Skoles elever blev overført til Ellidshøj og skolen nedlagt.
De sidste mange år - siden 1951 - havde Inger Espersen, Svenstrup, forestået undervisningen i Annerup skole. Men udviklingen i børnetallet var ikke gunstigt. I 1966 blev kun 2 nye elever indskrevet og i 1967: 3. Annerup Skoles dage var talte. Knap 50 år nåede skolen at virke i sit område. Den blev oprettet som følge af de mange nye hjem, der kunne dannes i en tid, hvor et lille landbrug: husmandsbruget blomstrede op i det danske samfund, - og den blev nedlagt som følge af den økonomiske opblomstring fra 1960erne, der krævede stordrift på snart sagt alle  områder.
Ellidshøj Skole blev fra 1967 fuldt årgangsdelt med 7 klasser.
I 1983 fejrede skolen sit 25 års jubilæum. Man kunne da se tilbage på en periode, der både havde vist frem- og  tilbagegang i elevtallet. På et tidspunkt i begyndelsen af 1970erne dalede det til 60-70, men de nye kvarterer, der blev opført som Doktorparken og Helsebakken, gav det fornødne tilskud der reddede skolen som fortsat 7-klasset.
Samtidig med, at skolen fejrede sit jubilæum, trak Erling Valbjørn sig tilbage efter 30 års virke ved Ellidshøj Skole, og hans afløser i embedet blev Kaj Collin, der også er skolens leder i dag.
Og her skal tilbageblikket pa Ellidshøj Skoles 250-årige historie slutte. Fra i de første svære år efter 1814 at virke som et irriterende og generende fremmedelement i landsbyen er skolen her - som alle andre steder - blevet en selvfølgelig del af det lokale fællesskab og i stigende grad et naturligt kulturelt center.
Kilder:
  • Ellidshøj-Svenstrup Skolekommissions forhandlings-protokoller 1814-1900 
  • Embedsbøgerne 1901-1939.
  • Skolekortene (indberetninger) 1936-1963 
  • Mundtlige oplysninger givet af: Knud Thomsen, Annerup og Erling Valbjørn, Svenstrup.