Ridemands Mølle

Artiklen er skrevet af Peter Jørgensen og oprindelig bragt i medlemsbladet i September 2006

 Foto af det originale skøde fra 1406, der opbevares i Rigsarkivet. De syv vedhængte segl tilhørte: Velborne mand Folmer Jepsen, hr. Jens Nielssøn til Aunsbjerg, ridder Jep Truelsen, Stig Munk, Jens Svenssøn Bryms, Niels Krabbe og Niels Andersen

 

 I år 2006 er det 600 år siden, at den daværende vandmølle i Godthaab skiftede ejer. I Rigsarkivet findes bevaret i dag det skøde fra 1406, der indtil nu er den ældste skriftlige kilde, vi har, til Ridemands Mølles historie. Skødet beretter om et ejerskifte og der står bl.a.:

Jeg Mogens Munk ridder kundgør og kendes med dette mit åbne brev, at jeg den gård, som hedder Mølgaard, i Hornum Herred liggende med møllen, som der til ligger og med alt dets tilliggende og rettigheder, som jeg fik af Erik Iversen ….. min nådige frue, dronning Margrethe og kongedømmet har deres ret til.”

Mogens Munk, der var lensmand på Aalborghus, måtte aflevere vandmøllen og gården mod at få len i ejendomme andre steder. I 600-året for det gamle overdragelsesbrev vil vi prøve – ud fra de sparsomme kilder – at belyse nogle perioder i vandmøllens historie. Dog først lidt generelt om de tidlige vandmøller i Danmark.

De fleste kender stenalderens skubbekværn, der bestod af ”liggeren”, den ofte stærkt hulede understen, der lå fast i gulvet og ”løberen”, som blev skubbet frem og tilbage hen over kornkærnerne og forvandlede disse til mel.

 

Vandmøllen betød med ét slag befrielsen for det tunge arbejde og en vældig forøgelse af den mængde korn, der kunne formales. Chr. Fischer skriver i ”Møllebygninger i Danmark” (1993): ”Hvor vigtig vandkraftens indførelse må have været kan beskrives ved, at selv en lille vandmølle kunne erstatte op mod hundrede personers arbejds- kraft.” Hen ved 10 % af arbejdskraften menes at have været anvendt til kornkværning, før vandmøllen overtog arbejdet.

Man regner med, at vandmøller er nået til Danmark fra omkring 400 e.Kr. Møllerne har i de første 6-700 år været meget små møller, de såkaldte skvatmøller, der ikke krævede den store opstemning af vandløbet.

 

De små vandmøller har kunnet etableres af landsbyens bønder ofte vel i fællesskab, medens de store møller, der viser sig omkring 1100 krævede en vis økonomisk magt og rådighed over de arealer, som en større opstemning krævede. En sådan opgave var det kun de større jordbesiddere: storbønder, adel, kongemagt, kirke og klostre, der kunne klare. Men dermed blev indgrebene i landskabet og de økonomiske interesser så omfattende, at lovgivning blev nødvendig. I Jyske Lov fra 1241 kap. 57 står der:

En mand må ikke opføre mølle fra ny, medmindre han har dæmning og dæmningssted, således at der ikke sker oversvømmelse på en anden mands ager eller eng, eller man ved opstemning af vandet ødelægger de gamle møller, der er møller fra Arilds tid. – Gøres der indsigelse, før møllen bliver bygget, eller før dem, der byggede den, har lovhævd på den, da skal synsmænd udmeldes for at undersøge, om den bevirker oversvømmelse på andre mænds jord uden hans vilje og heller ikke

grave eller bygge hus på den. Man må ikke lede vand bort fra den rende, hvor det har været fra gammel tid, bort fra anden mands mølle eller fiskedam eller fra en anden mands jord.”

 

I Hornum Sogns østlige del lå og ligger landsbyen Volstrup og yderst mod øst lå Mølgård i området, der i middelalderen hed Møldrup. Endelserne i de to stednavne fortæller, at begge bebyggelser er opstået i 1000-1100-årene, hvor befolkningstallet steg og udflytning med opdyrkning af ny jord fandt sted i stort omfang. Forholdene ved Guldbækken har her været gunstige for møllevirksomhed, og det er derfor sandsynligt, at den første mølle er anlagt her omkring 1100. Hvem bygherren var, og hvor præcist denne første mølle lå, ved vi ikke. Men eftersom de tidligst kendte ejere (Erik Iversen og Mogens Munk) var adelige, er der grund til at tro, at både gård og mølle er opført af en storbonde eller adelsmand. Ifølge lærer C.J. Quist er man i nogen år under pløjning på Møllemarken stødt på en del store flade sten, der kan være bygningsrester fra den nu forsvundne Mølgård. Gården lå udenfor Volstrup landsbyens fællesskab, og ejeren har kunnet råde over store engstrækninger i ådalen med kreaturgræsning og et rigt høslet og agerland på de østvendte skråninger.

 

Bortset fra 1406-dokumentet kender vi ikke ejerne. Fra 1406 har møllen antagelig været kronens i nogle år, og på et tidspunkt er den igen kommet på adelige hænder. Men i 1524 ejede selvejerbonden Peder Sørensen med tilnavnet Ridemand både gård og mølle. I et brev opbevaret i Rigsarkivets håndskriftsamling skriver Joachim Lykke til Buderupholm at ” --- jeg har bortskiftet til selvejerbonden Peder Ridemand et byggested og med den Møldrup Mark og møllested.”

Peder Sørensen var fra 1529-1544 herredsfoged i Hornum Herred – d.v.s. herredets dommer, udnævnt af lensmanden. ”Ridemand” betegner stillingen som den øvrighedsperson, der ”red skellet af”, hvilket vil sige, at han i tilfælde af uenighed om hvor herredsgrænsen lå dømte i striden. Peder Sørensen Ridemand var således ikke en hr.-hvem-som-helst. Han var en storbonde, nærmest hørende til lavadelen, og han har nydt stor respekt og anseelse. Men han har også haft ambitioner som godssamler. Kort tid efter overtagelsen af gård og mølle, køber han jord på den anden side af møllestedet – formentlig i området, hvor nuværende møllebygninger ligger. Arealet købte han af Viborgbispen, hvilket måske er årsag til den senere kontrovers om netop dette stykke jord.

 

I 1534 begyndte en strid mellem Peder Sørensen og Aalborg Kloster, der havde pantsat Topsgård i Svenstrup for 100 hollandske gylden. Men hvad Peder én gang havde fået rådighed over, gav han nødig slip på. Så selv om klostret stod med indløsningssummen i hånden, nægtede Peder Sørensen at slippe Topsgård. Den strid stod på i 12 år, og først i 1546 blev han dømt til at modtage indløsningen og aflevere gården.

 

I 1534 var borgerkrigen for alvor kommet til Nordjylland. Det voldsomme sammenstød mellem adelshæren og Skipper Klements oprørere i Leere endte i en katastrofe for adelen, hvis styrker i hast måtte flygte til Randers. Inden året var omme havde adelen dog med Rantzau som hærfører slået oprøret ned, og så kom regnskabets time. Straffene ramte kollektivt og hårdt: kun de, der i herredet kunne bevise, at de ikke havde deltaget på Klements side undgik dødsstraf, tab af ejendom eller ruinerende bøder. Peder Sørensen Ridemand kan have været med i slaget ved Leere, men han søgte under alle omstændigheder beskyttelse hos adelstropperne i Randers og kunne glæde sig over i 1535 at modtage brev fra kongen, hvori der bl.a. stod:  -- at eftersom han begav sig ind til Randers til kongefolket, som lå her, blev stedse hos dem i den tid, Skipper Klement og hans parti kom her til landet, har kongelig majestæt undt og tilladt, at han må og skal have, nyde, bruge og beholde hans bondegods så frit udi alle måder, som han tilforn frit har haft og brugt.

 

Den efterhånden gamle mølle har måske trængt til en afløser, for i 1536 har Peder Sørensen opført en ny mølle, formentlig på den jord, han har købt af Viborgbispen. Den mølle, som blev anlagt på den nuværende Ridemands Mølles plads, gav virkelig anledning til strid. St. Restrups ejer, Gabriel Gyldenstjerne, anklagede Peder Sørensen for at have opført møllen på hans jord. Hans påstand blev imidlertid imødegået af den tidligere ejer Joachim Lykke, der jo bl.a. havde solgt et byggested til Peder Sørensen. Men dermed er sagen ikke slut, for nu anklages Peder af Lensmanden på Hald for at have forgrebet sig på kirkens og dermed kronens jord. Klagen kan have med opstemningen at gøre, idet større dele af området syd for møllen kan være sat under vand. Sagen blev afgjort i 1542. I brev underskrevet af kansler Friis meddeles det --- at kongen har undt ham den støvning (opstemning) og flodmål arveligt at beholde, ligesom den mølle, han mellem Svenstrup og Volstrup Mark haver opbygget, som findes at opstemme på vor og Svenstrup Kirkes grund og 

ejendom, dog således, at han med det første udlægger Kristoffer Rosenkrans på Hans Nådes og fornævnte Svenstrup Kirkes vegne så god jord udi hede, ager eller eng, som vi rettelig kan tilkomme.

 

Ridemands Mølle, som den nu siden kom til at hedde, har malet kornet fra de nærliggende landsbyer Hornum og Volstrup, men også fra fjernere liggende gårde og landsbyer. Selv om Svenstrup havde to vandmøller – Vestre Mølle ejet af kirken og Østre Mølle ejet af Aalborg Kloster – har bønder her fra ofte søgt Ridemands Mølle, da den kun sjældent manglede vand, hvilket tit var tilfældet i Svenstrup.

 

Om Peder Sørensen Ridemand havde sønner, der kunne arve møllen står hen i det uvisse. C.J Quist mener, at møllen efter Peder Sørensens død igen er overtaget af kronen, hvilket er meget sandsynligt. En langvarig nedgangsperiode for bønderne begyndte i sidste del af 1500-tallet, hvilket bl.a. fremgår af lensmandens indberetning i 1586. Ifølge den står flere gårde og møller øde, fordi de er sat for højt i landgilde (skat). Skatterne steg kraftigt i 1560erne. Også Ridemands Mølle stod øde selv om den i 1577-79 havde fået nedsat landgilden. At møllen stod øde, kan være forklaringen på, at den er blevet overtaget af kronen.

 

Nedgangstiden satte sine spor i bygninger og mølleanlæg. Et møllesyn kunne i 1607 konstatere en stor del råddent tømmer og træværk, taget for dårligt og dæmningen svag. Vanskelighederne fortsatte og i 1618 fandt et nyt møllesyn så store mangler, at fæsteren Jens Sørensen Møller blev dømt ved Viborg Landsting for misligholdelse af møllen og måtte betale genoprettelsen. Taget var ødelagt og dæmningen var meget ond og udbrudt ved vestre ende, og havde flodgyden været ved magt, havde dæmningen ikke været udbrudt.

 

Rent galt ser det ud i 1624: 10 stolper og 4 stigbord er ubrugelige, nordgavlen er ødelagt, og der findes rådne bjælker og et dårligt tag. Der er dog ingen bemærkninger til dæmningen denne gang, men det kan jo skyldes de 4 ødelagte stigbord, hvor vandet har kunnet strømme frit igennem hele tiden og dermed lettet trykket på dæmningen.

 

Jens Sørensen Møller har ikke magtet at vedligeholde vandmøllen, og ejeren – kronen – har ikke villet ofre de nødvendige midler. Egnens formentlig største og potentielt bedste vandmølle har siden 1570erne været forsømt i stadig stigende grad, hvilket vel for en stor del kan tilskrives de økonomisk hårde tider. Jens Sørensen har måske ikke været den dygtigste møller, men han har absolut også haft en svær tid at være møller i.

 

Da møllen var kronens ejendom, havde de bønder, der var fæstebønder under kronen, pligt til at lade deres korn male her. Nogle af kronens bønder havde gennem lensmanden på Aalborg Slot sagsøgt Jens Sørensen for besvigelser, han havde begået ved maling af deres korn. En bonde fra Nyrup havde leveret 16 skæpper rug og kun fået 13 skæpper mel tilbage og ved en anden lejlighed afleveret 5 skæpper skallet rug og kun fået 3 skæpper mel igen. En mand i Guldbæk klager over malekvaliteten, der svinger fra god til meget ringe. Landstingsdommen frikender imidlertid Jens Sørensen, da klagerne ikke kan føre uvildige vidner.

 

Sager som denne var ikke usædvanlige. Møllernes betaling for kornmalingen bestod i, at han måtte ”tolde” af kornet i forhold til den mængde, han malede. Hertil anvendte mølleren en offentlig godkendt toldkop, der rummede 1/18 skæppe, hvilket var prisen for maling af 1 skæppe korn – knap 20 %. Mistanke om, at mølleren toldede mere end tilladt har sikkert ofte ligget i luften.

 

Jens Sørensen døde i 1625 kort før Chr. D. 4. kastede landet ud i 30-årskrigen. To år senere var hele Jylland besat – først af vore egne lejetropper og senere af fjendens. Befolkningen oplevede ingen forskel med hensyn til deres hærgen. Drab, vold og plyndringer fulgte med sikkerhed lejetroppernes ophold i landsdelen. I 1627 var Wallensteins tropper overalt i Jylland. I Nørretranders overgav 3000 danske ryttere sig, 6 efter at de med energi havde hærget landsdelen. Situationen forværredes af, at høsten netop var kommet i hus. Nu svandt vinterens forråd drastigt ind, og nøden var stor. De svære tider ramte også landsbyerne her og dermed Ridemands Mølle, der igen med mellemrum stod øde og forsømt. I 1631 blev der ifølge Aalborghus lensregnskab gennemført en del reparationsarbejder på møllen. En stor del af arbejdet var overdraget til møllebygger Jens Pedersen i Aalborg, der fik 50 rigsdaler og 16 skilling for sit arbejde: Møllehuset fik en større istandsættelse, kværnværket (stenene) blev hugget, 4 kværnsten blev lagt i nyt tømmer, 2 nye vandkarme (trækanaler, der ledte vandet frem til vandhjulene) blev opsat samt en del mindre reparationer. To år senere måtte også dæmningen udbedres.

 

Men i 1643 besatte de svenske tropper under Torstenson Jylland med nye plyndringer som følge. Det kan være fra denne besættelse, den folkelige overlevering af beretningen om ”Svenskerne på Svenstrup Holm” stammer (se ”Lokalhistorisk Forening” sept. 2005).

Efter de mange års krig skulle rigets økonomi rettes op. Skatter måtte udskrives, og nu skulle alle betale. Et nyt beregningsgrundlag blev skabt med en opmåling af landets jordlodder. Efter et par forsøg blev landmålingsmatriklen 1688 det grundlag, skatten blev beregnet efter. Matriklen og de tilhørende markbøger, der beskriver hver enkelt gård og mølle er bevaret i Rigsarkivet, og dermed har vi for første gang en skriftlig kilde, der beskriver Mølgaard og Ridemands Mølle. I markbogen fra 1683 står der:

Ridemands Mølle haver 2 kværne som drives med overfaldsvand tilflydende af en bæk som haver sin begyndelse af nogle bløder og vælder mellem Hæsum og Estrup. Haver ellers ingen synderlig mangel for vand uden i langvarig tørke og frost, synes noget besværlig at holde ved lige med dæmning. Strømmens bredde er to alen. Ved møllen er en ålekiste som ej skal være af importanze (betydning) og anslås bemeldte mølle af sin maling for 8 tdr. hartkorn.

 

Skatteværdien af møllen var altså 8 tdr. hartkorn, medens den tilhørende Mølgård blev taxeret til det halve. Beskrivelsen tegner et billede af en forholdsvis stor vandmølle med en god og ret stabil vandtilførsel, men hvor dæmningen til stadighed har voldt problemer.

I 1683 lå Chr. D. 5.` Danske Lov færdig. Dens bestemmelser vedrørende møller følger i store dele den gamle Jyske Lovs. Dog tilføjes nu nogle bestemmelser, der havde til hensigt, at samle kornformalingen på de større – og skattepligtige – møller. I lovens par. 4 bestemmes det, at skvatmøller, der ligger mindre end én mil (ca. 7 km.) fra de møller, der betaler landgilde, skal afskaffes undtagen de, der betaler og fra gammel tid har betalt landgilde. Det blev desuden forbudt gårde og huse at opføre nye heste- og vindmøller.

 

På dette tidspunkt – 1683 – var Peder Jensen møller og fæster under kronen. Hans umiddelbare forgænger var Frans Pedersen, og i hans tid blev møllen udlagt til Ryttergods. Ryttergods var fortsat kongens ejendom, men ordningen betød, at møllen skulle huse og bespise en soldat til tjeneste i den nationale hær, der efterhånden skulle afløse de ustyrlige lejesoldater. I kirkebogen 24. marts 1704 optræder Thomas Larsen. Soldat af Ridemands Mølle som én af fadderne ved en barnedåb. Efter Peder Jensen kom Chr. Berg, der skulle blive den sidste fæster af møllen. I 1717 solgte kronen ud af Ryttergodset og bl.a. også Ridemands Mølle. Chr. Berg var i stand til at købe møllen, og dermed kunne en ny periode i møllens historie begynde.

 

Kilder: