Uddrag af Poul Bødkers erindringer

Forord

Det hører desværre til de sjældne begivenheder, at vi i Lokalhistorisk Arkiv bliver præsenteret for skriftlige, personlige erindringer – især af det omfang og den kvalitet, vi har oplevet inden for de sidste par år.

I forbindelse med et besøg hos Stinne og Poul Bødker fik jeg lejlighed til at læse Poul Bødkers erindringer. Det blev – som ventet – en god oplevelse. Poul Bødker, som er født, opvokset og har levet et langt liv i Svenstrup, fortæller levende og engageret om sit liv i familien, arbejdet og fritiden. Gennem disse personlige erindringer giver Poul Bødker samtidig nogle glimrende skildringer af perioden fra 1900 – 1945 og de vilkår, mange mennesker levede under dengang.

Med tilladelse af Poul Bødker bringes her uddrag af dette fornemme erindringsværk. Poul Bødkers mangeårige arbejdsliv og særdeles aktive deltagelse i sogne- by- og amtsrådsarbejdet har givet ham et vidtspændende materiale at skrive sine erindringer ud fra. 
Poul Bødker arbejder på en fortsættelse, der skal dække årene efter besættelsestiden. Vi håber at kunne bringe fortsættelsen i et senere nummer, men vil på denne plads sige Poul Bødker tak for, at vi måtte bringe uddrag af dette fine arbejde.

Peter Jørgensen

---

Familien Estrup og livet på skolen og i byen.

Oldefar Niels Nielsen Estrup blev født i Estrup ved Øster Hornum. Han tog sin lærereksamen på Snedsted Seminarium og kom her til Svenstrup fra en større gård ved Solbjerg i Østhimmerland, hvor han havde haft en stilling som privatlærer. Her traf han en lille pige ved navn Nicoline Kristine Barclay, men de giftede sig, og hun kom til at hedde Estrup. Hun var født i København, men hendes bedstefar var indvandret fra Polen.

Vi skriver 1848, og denne familie er kommet til Svenstrup, hvor Estrup skal tiltræde stillingen som lærer og kirkesanger. Med sig derovre fra har han foruden sin kone tre børn, og de var således blevet til en ret anselig familie. I en bog, skrevet af pastor Estrups barnebarn, fortælles der om det liv denne familie kommer til at leve her i Svenstrup Skole ved Mølledammen. Der fortælles om dagligdagen i skolen, om hvordan de unge får tiden til at gå. Det er jo ikke leg det hele, for der er jo landbrug til skolen, og der må ind imellem være brug for, at Estrup får hjælp for at kunne passe både skolen, kirken og landbruget. Livet i skolen i det daglige er præget af gammeldags gudsfrygt, som det hedder i bogen, og dagligdagen var præget af stor sparsommelighed. Det må derfor have kostet mange og meget alvorlige overvejelser, da man bestemte sig for at sende to af børnene til København for at læse til lærere.

Når det siges, at levevilkårene var meget små i hjemmet, var det ikke noget specielt for det hjem, men gjaldt for mange hjem på den tid. Der var ikke mange kontanter at arbejde med, og indstillingen i befolkningen var til sparsommelighed og i nogle tilfælde ud over alle grænser. Jeg tror nok at kunne sige, at der generelt fra befolkningens side ikke var den store forståelse for skolen og dens arbejde med børnene. Det var vel en opfattelse af, at ungerne kunne gøre betydelig mere gavn ved at hjælpe til med arbejdet derhjemme end ved at sidde der på skolebænken og drive den af, for hvad skulle det vel nytte, om man lærte at læse, hvis man ikke fik lært at arbejde.

Som før fortalt var der landbrug til embedet. Jeg mener, det blev kaldt for Degnelodden, og som sagt så medførte det selvfølgelig også, at børnene ind imellem måtte række en hjælpende hånd, og én af de ting, som de måtte hjælpe med var vogterarbejde. Man skulle vogte de kreaturer, der gik løse på markerne, for det var ikke almindeligt med indhegnede arealer dengang, hvorfor det var nødvendigt, at nogen så efter, at de lede bæster ikke forvildede sig ind på naboens marker – og for den sags skyld da heller ikke ind på deres egne tilsåede marker.

Mølledammen var en yndet tumleplads for alle borgerne. Der var altid nogle, som rørte sig hernede. Der var liv overalt, og der var mange gøremål i gang døgnet rundt, for det er værd at huske på, at på den tid var dammen meget større, end vi kender den i dag. I oldefars tid boltrede de unge sig i og om den, og det er sikkert ikke meget forkert at sige, at den har været for dem, hvad friluftsbadene blev for senere tiders ungdom. De har i stor udstrækning brugt den som en dejlig tumleplads. De har badet og svømmet, de har fisket og sejlet i den om sommeren og om vinteren, når isen kunne bære, løbet på skøjter. I bogen af pastor Estrup fortælles der om noget helt andet. Nogle af de unge havde fundet ud af, at man ved at vade ud i vandet kunne skære sig et stykke af en Kalmusrod. Når man tyggede på det, fik man dejlige drømmeagtige impulser –man kunne blive så dejlig høj og opstemt. Det lyder næsten, som om man også dengang har haft tilbøjeligheder, der ligner, hvad vi forstår ved brugen af narkotika.

Oldefar har været en meget travl mand, der har haft nok at se til, for han skulle jo foruden skolen også passe kirken, og han havde desuden sin degnelod, som han skulle se at få så meget ud af som muligt, for det var jo på en måde en del af hans løn. Og når jeg har set på de gamle folketællingslister, ser jeg, at det er oldefar, der har ført dem. Der findes også et meget omfattende skriveri, som han har begået,- nærmest ført som en slags dagbog. Det drejer sig bl.a. om et væld af opskrifter på medicin og behandling af mange og forskellige sygdomme ikke blot hos mennesker, men også lidelser hos dyr er omtalt heri, så meget ja, at man ikke kan lade være med at spekulere på, om han også ved siden af alt det andet også har fungeret som en slags klog mand. Ja hvem ved.

Om oldemor fortælles det, at hun var meget lille, så lille, at hun kunne stå under sin mands arm, og så føjes det endda til: "Vel at mærke, når han sad ned." Noget andet er, at hun tilsyneladende har været en lille både kvik og ilter kone. Det kan man godt få indtryk af fra bogen af pastor Estrup. På et eller andet tidspunkt i 1864 var de tyske tropper nået til Svenstrup, og nogle af dem blev indkvarterede i skolen, hvor der blev bredt halm ud i skolestuen, for at de kunne ligge der. Jeg kan ikke vide meget om, hvordan familien Estrup modtog disse fremmede, men det skulle jo gå, og det har det sikkert også gjort med rimelighed. Men en dag fik oldemor øje på, at en af dem var i færd med at plukke en af hendes høns, som var stjålet i hendes hønsehus. Se det var lidt for meget af det gode for den lille fru Estrup. Hun greb sin stegepande, og efter tyskerne gik det nu, så de glemte alt om at plukke flere af oldemors høns.

På den tid, hvor familien flyttede her til Svenstrup, skete der nogle meget store ting, som skulle få betydning for hele den demokratiske udvikling i Danmark. Der havde i nogle år været arbejdet med at få indført en grundlov for kongeriget Danmark, og én af de personer, der var med i disse forberedelser var Grundtvig, og fra seminarietiden var Estrup meget optaget af Grundtvigs tanker, så disse begivenheder må have optaget oldefar meget. En anden ting, der skete,- ganske vist meget senere – var, at den jyske længdebane mellem Randers og Aalborg blev gennemført i 1869, og det førte med sig, at Svenstrup måtte se sig forandret fra at være en lille landsby til at blive stationsby med alt, hvad dette indebærer af forandringer. Bl.a. skete der jo en forskydning af befolkningsunderlaget. Der kom flere tjenestemænd, og det har sikkert ikke varet længe inden de begyndte at sætte deres præg på livet i det lille bysamfund. Ganske vist blev det ikke lige med det samme, at man fik station i byen, men de store anlægsarbejder, der har været i gang for at få etableret banen, har sat sit præg på byen. Der kom nye tanker og nye meninger om så mange ting, og de har ikke sådan uden videre ladet sig feje tilside.

Nu havde det lille samfund gennem århundreder vænnet sig til, at det var dem selv, der tog bestemmelser om alt, dem selv, der fastsatte normerne, og nu pludselig kom alle disse nye masende og ville være med til at sætte deres præg på alting. Oldefar har vel været omkring 60 år og har haft 15 år igen af sin tjenestetid, og mon ikke det for ham har været en svær pille at sluge. Det har sikkert været lettere for børnene at tage mod alt dette nye. Bedstefar, Victor Andreas Estrup , der var født i 1849 må have været i sit tyvende år.

Oldefar døde 1888 og blev begravet på Svenstrup Kirkegård og senere også oldemor ved siden af sin mand. Men i modsætning til ham kom der ingen smukke mindeord på hendes grav, nej ikke en gang en gravsten eller blot hendes navn på sin mands gravsten. Hvorfor dog – jeg forstår det ikke.

Victor Andreas Estrup.

Som før fortalt var Victor Andreas Estrup min bedstefar. Jeg må regne med, at Victor har haft én eller flere pladser i sin voksentid, og han har måske endda været uden for sin hjemegn. Men uanset om bedstefar har været uden for hjemegnen eller ej, så var det dog hjemegnen, der trak, da han skulle etablere sig som landmand og vælge en plads til det landbrug, der skulle blive hans families hjem gennem mange år, og som skulle blive min mors fødehjem. Han købte den vestligste ejendom på byens hovedgade, nuværende Skolevej, og huset ligger stadig der, hvor han købte det på adressen Svenstrup Skolevej 24. Men vejen fortsatte ikke længere end til Estrups ejendom, hvor den svingede brat mod syd over til Godthåbsvej. Bedstefar købte de tolv tønder land fra degnelodden, da dette begreb blev afskaffet, for at lægge dem til hans egen ejendom. Det var jo hans far, der hidtil havde drevet denne jord, og han havde også selv taget sin tørn dér på lige fod med alle sine søskende. Hvis jeg skal beskrive, hvor hans jord har været beliggende, kan jeg gøre det ved at sige, at stort set al den jord, der lå i området mellem Gulbækken i nord og Godthåbsvej i syd, nuværende Bøgemarksvej i øst og den gamle Vestermøllevej i vest,- altså stort set de arealer, hvor den gamle skole, idrætshallen og al byggeriet på nordsiden af Godthåbsvej er bygget på hans arealer.

Andreas Estrup var en meget ivrig venstremand. Jeg ved da, at far fortalte, at efter han havde bekendt sig som socialdemokrat, blev han angrebet så heftigt af bedstefar, at far var nødt til at indstille enhver diskussion med ham, hvis han ville opretholde det gode familieforhold, og det ville far selvsagt.

Der er en historie, der godt kan fortælle en del om, hvor ivrig bedstefar kunne blive, og noget om, at han også var i besiddelse af en god portion dansk humor. Det var i provisorieårene, som tiden i de sidste år af 1800-tallet blev kaldt, fordi statsminister Estrup forsøgte at styre landet ved provisoriske love. Det førte til megen uro og mange optøjer i protest mod Estrups regime, og der blev oprettet et korps af gendarmer, hvis opgave det var at overvåge møder rundt om i landet. Der blev givet udtryk for uviljen mod styret på mange måder og ofte skulle der kun en lille gnist til for at tænde op under uroen. En historie fra den tid fortæller, at der var kommet en vestjysk kutter ind i havnen i København, og medens de var ved at losse deres fisk, hørte man på kajen, at der var én, der råbte til mandskabet: "Nier mæ æ strop", og det blev øjeblikkelig opfattet som "Ned med Estrup" – et nyt slagord, anvendt ved alle demonstrationer.

Der var blevet indkaldt til et eller andet møde på kroen, og som sædvanlig var de forhadte blå gendarmer mødt op. Jeg mener, at bedstefar dengang var kendt for ikke at kunne overvære et sådant møde, uden han skulle op for at give sin mening til kende, og i dette tilfælde også for at kunne få sagt lidt om Estrup. Efterhånden nærmede taletidens slutning sig, og nu var det ved at haste, hvis han skulle have det ud, og det blev så til, at han, idet han trådte ned fra talerstolen,sagde:"Nå nu er det vist på tide, at jeg siger ned med Estrup". Og han var dårligt kommet ned før gendarmerne var der og greb fat i ham, og han havde sit besvær med at overbevise dem om, at han havde ment, at det var på tide, at han stod ned fra talerstolen, og at han hed Estrup.

Niels Bødker kommer til Svenstrup.

I året 1900 kom min far til Svenstrup for at overtage en stilling som portør ved D.S.B. med tjenestested ved Svenstrup Station. Den jyske længdebane var jo blevet bygget færdig til Aalborg, men man mente, at landsbyen var for lille til at kunne bære en station, og derfor kom den først omkring 1877

Samtidig med at far kom, fik vi endnu en bane, idet privatbanen over Nibe til Års åbnede, og til at begynde med var Svenstrup endestation for denne bane. Jeg tror, stationsbyen var så ung, at beboerne knapt havde vænnet sig til denne tilstand. Nu havde det gennem århundreder været den lokale bondebefolkning, der fastsatte de normer, der skulle være gældende, og det havde været dem, der på deres egne betingelser havde stået for det lokale styre. Nu var der så med denne bane kommet et helt nyt element ind i bybilledet, der efterhånden blev præget af disse fremmede,- nogle tjenestemænd, nogle flere handlende og såmænd også flere almindelige arbejdere, og det kunne såmænd være svært nok at indstille sig på, at alle disse nye nu kom og kilede sig ind her mellem de gamle beboere. Nu kom der endnu en ny bane, og så skulle det da ikke undre, om der ikke også kom endnu flere af disse fremmede. Men der måtte da være en grænse for, hvor megen magt, de skulle komme her og tilrane sig.

Og far var en af disse nye, der kom her til byen. Og hvad så? Jo han var såmænd da en rigtig nydelig ung mand, og han kunne vel ikke være meget værre end de andre, der var kommet til gennem de seneste år. Men set med Estrups øjne kunne det nu nok blive lidt for meget af det gode, og især da ham den nye nu også begyndte at se efter hans lille Johanne Elfrida. Og helt galt blev det, da han havde kigget så meget efter hende, at de var nødt til at blive gift. Bryllupsdagen blev den 8. marts 1902 og den 12. september fødte mor sin førstefødte, der kom til at hedde Å

ge Peder Estrup Bødker. Jo da, vist nåede de det, og så skulle alt vel være i bedste orden. Men Andreas Estrup kunne nu nok finde noget at hænge sin hat på i forhold til sin svigersøn, for der var efterhånden ved at vise sig nogle tegn på, at han var socialdemokrat. Af samme grund lå der til Niels Bødker i en god mening fra bedstefar, og han sparede ikke på krudtet i sine meget skarpe udfald mod far, og det skete på en så direkte måde, at far følte, han måtte vige udenom, når det trak op til en af disse skarpe konfrontationer, for som far sagde:"Det var jeg simpelthen nødt til, hvis jeg ville have fredelige forhold i familien."

I de første år boede de i forskellige små lejligheder rundt om i byen bl.a. en tid i Ørgravhus, men de forsøgte sig også som ledvogtere. Mor fik til opgave at sørge for, at leddene altid var lukket i god tid, før toget ankom. På den måde tjente mor en lille skilling til hjælp for hjemmets økonomi, og samtidig havde de sikret sig en lejlighed i det ledvogterhus, der hørte med til stillingen, så de slap for at skulle flytte alt for ofte. Men de kom nu alligevel til at skifte adressen ud og vel nok lidt hurtigere end ventet, for der skete nemlig noget med et spand løbske heste, der så stort på om leddene var lukkede. De for lige durk igennem dem med det resultat, at de blev påkørte af toget, og den ene af dem måtte aflives. Det gik mor meget nær på. Hun kunne ikke glemme det uhyggelige i episoden og kunne ikke lade være med at tænke på, om det nu havde været et af hendes børn, der var sket noget med. Hun blev nødt til at opgive jobbet, og de måtte igen ty til de små lejligheder. Men den tilstand kan ikke have varet særlig længe, før man fandt på en bedre måde at klare boligproblemet på. Far købte nemlig en grund af sin svigerfar Andreas Estrup, hvor han byggede det hus, som stadig ligger på Bøgemarksvej 7. Man var ved at være godt trætte af at flytte rundt i små lejligheder, og børneflokken voksede støt og roligt.

Der er ingen tvivl om, at familien havde en dejlig tid i huset på Bøgemarksvej, men efterhånden var der jo ved at blive noget, der lignede trængsel. Med en familie på to voksne og ni børn var alt da vistnok optaget, og der er heller ingen tvivl om, at det også kneb med økonomien. Og så var det, at han fik øje på den lille landejendom derude syd i byen mellem Hobrovej og Svenstrupgård. Her var der godt 7 tdr. land til, og der kunne blive noget både for fars og børnenes virketrang, og efter nogle forhandlinger med den hidtidige ejer, Jens Sørensen, blev der underskrevet en aftale om overtagelse af ejendommen den 5. oktober 1916, og allerede den 13. januar 1917 flyttede familien derud, og så var far blevet jordbesidder.

Jeg kan levende forestille mig, at denne handel var en nødvendighed. For det første vil man kunne forstå, at børneantallet fortæller noget om, at der var trængsel nærmest udover det rimelige, og samtidig var det gået sådan, at tjenestemændenes lønninger var kommet til at stå i stampe, fordi der under alle krigsårene ikke var foretaget nogen form for regulering trods prisernes himmelflugt.

Far var en habil havemand, men nu skulle han jo til at omsætte sine evner til at slås med jorden til et større format, og jeg mener at kunne sige med rimelig sikkerhed, at det klarede han i fin stil. Jeg kan huske, at han foruden de to heste, der jo var nødvendige for at få jorden ordentlig bearbejdet, havde 7 køer og to stier fulde af grise, og det kan da vist godt siges at være flot på en så lille ejendom. Men så skulle der også passes godt på for at få alt med, og her kan jeg huske, at jeg meget ofte så far eller en af drengene ude på Hobrovej med trillebøren og leen, hvor man så gik på grøfteskråningerne for at slå græs. Det drøjede da altid noget på høet derude på marken.

Vi var blevet landbobørn, og det viste sig, at der var mange ting, der ændrede sig, og vi måtte prøve at tilpasse os alt det nye. Der var menneskeligt materiale nok til at fylde det nye hjem, men det kunne altså ikke klare det, for der var endnu tre som så fik deres fødehjem derude på Hobrovej.

Så var ikke blot reden, men også dusinet fuld.

Det er næsten selvindlysende, hvad mors rolle måtte være i et hjem af den beskaffenhed, som vort hjem var. Hendes arbejde i hjemmet har vel ikke adskilt sig meget fra andre husmødres arbejde på den tid, men alligevel: det store børnetal og det lille landbrug taget i betragtning, så må der have været nogen forskel alligevel. Det vil i dag være næsten umuligt at forestille sig, hvor meget og hvor alsidigt et arbejde mor har haft dengang. Hun har været – sagt i bedste betydning – hjemme-

gående husmor med alt hvad det indebar netop i en tid, hvor så meget som muligt måtte laves i hjemmet, hvilket så igen vil sige, at langt det meste skulle udføres af moderen selv. Det er vel heller ikke helt galt at betegne hende som værende hjemmemor, eftersom der ikke var anden børnepasningsmulighed end den, hun kunne få af de lidt større børn, men de var ikke altid ledige. Enten skulle de passe deres skole eller passe det arbejde,de havde påtaget sig for at tjene lidt skillinger. Når de blev så store, at de kunne være en rigtig god hjælp, så hændte det, at nogle af dem skulle ud for at lære noget.

I mors job lå også det, at hun skulle passe både have og høns og tillige også stå for malkningen, for dybest set betragtedes disse funktioner som en del af husholdningen, i hvert fald en ret nødvendig del alene for at få økonomien til at hænge sammen. Sådan en flok ved bordet kunne selvsagt omsætte mængder af gode grøntsager af mange slags, og både mælk og æg var velkomne ingredienser i hverdagens kost.

Far kunne sagtens få brug for drengenes arbejde, og mor måtte trække på den hjælp, som pigerne kunne yde derinde. Der var jo mange ting til dem at tage fat på, og det gjaldt for dem som for drengene, at de lærte, hvordan tingene skulle udføres og forberedte sig derved til arbejdet, når de engang skulle til at arbejde for fremmede, men da også til når de engang selv skulle være husmødre og selv stå for husholdningen. Og det var et held for drengene, at også de havde noget at rive i, så de på den måde kunne blive forberedt til det arbejdsmarked, de i deres voksenliv ikke kunne komme uden om. Det var da ikke dumt at hjælpe til derhjemme. Vi fik jo samtidig indblik i, at tingene ikke kom af sig selv, men at der måtte arbejdes for at få de ting, man gerne ville have. Hvor var det dog dejligt at smage mors vel tillavede mad, men mor havde måttet arbejde for at få det sat på bordet, og drengene havde da også i nogen grad været med til det, for de havde hjulpet far med at høste og røgte, alt sammen nødvendige gøremål for at få maden på bordet.

Og der måtte arbejdes med tingene, for selvom fars løn som portør var grundlaget for familiens underhold, så skulle der alligevel arbejdes med landeriet. Havde han ikke forstået at få noget ud af den arbejdskraft, vi drenge havde, så kunne det sikkert have knebet for ham at klare det hele.

Skole.

Vi er nået frem til året 1921, og nu blev det så min tur til at begynde min skoletilværelse. Jeg følte det som en meget stor forandring i min dagligdag, for selvom vi var mange søskende, så var det ikke sådan, at vi var særlig mange hjemme på samme tid. Året var altså 1921, da jeg skulle starte dernede i pogeskolen hos frøken Sørensen, som hun blev kaldt til daglig. Jeg mener at kunne huske, at det første indtryk jeg fik af hende, var at jeg anså hende for at være gammel, ja vel nærmst en olding, som jeg nu skulle til at gå i skole hos. Hun virkede i hele sin fremtoning meget tung. Jeg ved ikke, hvilke kvalifikationer frøken Sørensen havde for at kunne bestride den stilling hun her var ansat til i de to mindste klassers skoleforløb, men jeg ved, at der herskede noget, der lignede en krigstilstand mellem hende og førstelærer Østergaard. Årsagen hertil mener jeg var den, at frøkenen havde tillagt sig sin helt egen måde at lære børnene læsningens kunst. Det var sikkert ikke så mærkeligt, at han gjorde nogle forsøg på at få hendes undervisning ændret, for den var meget omstændelig. Det er muligt at førstelærer Østergaard foruden at have haft faglig ret også har følt, at det kunne da blot mangle om ikke lærerinden kunne rette sig efter førstelærerens mening, han var da lederen. Men hun var stædig, så mon ikke vi havde den dårligst tænkelige situation.

Efter forskolen skulle vi til at gå i skole hos to lærere, og nu skulle de til at vænne os fra den læseteknik, som vi havde lært i pogeskolen, og som Østergaard havde kritiseret hende så stærkt for. Jeg kan levende forestille mig, at han har sendt hende nogle ikke særlig venlige tanker, alt imens han har svedt for at få os vænnet fra vores hæslige læsen, for at få os på ret køl, hvad læsefærdighed angår, og jeg mener at kunne sige, at han fik lært os et rimeligt godt dansk. Men jeg har i hvert fald senere opdaget, at det var en meget stor fejl, at vi aldrig blev gjort frie i sproget. Vi fik højst lov til at referere et af læreren oplæst stykke, aldrig en egentlig stil og da slet ikke nogen form for fristil, og det har jeg savnet meget. Der blev ikke givet os mange muligheder for eller lyst til at udnytte sproget fuldt ud, og det var synd, men jeg kan ikke gøre andet, end udtrykke håbet om, at man gør det bedre i dagens skole.

Jeg kan bestemt ikke påstå, at skoletiden for mig har stået som nogen glad tid. Jeg vil snarere sige tvært imod, og skal jeg nu så mange år efter prøve at tegne et billede af den tid og tilmed sætte farve på, så må det bestemt blive den grå farve, der bliver den altoverskyggende. Jeg savnede under hele skoleforløbet den animation, som jeg mener er så afgørende for at fremme elevernes lyst til at gøre noget ud af deres forberedelse og indøvelse, der er nødvendig for et godt undervisningsresultat. For mit vedkommende kunne jeg nok finde ting både i Danmarkshistorien og Bibelshistorien, men også i læsebogens små læsestykker kunne jeg finde ting, som kunne fange min interesse. Jeg må dog indrømme, at der var et lille bitte lyspunkt, hvor jeg blev rigtig glad. Det var ved en af de såkaldte årlige eksaminer, som jo egentlig slet ikke var nogen eksamen, men slet og ret en årsprøve, hvor skolekommissionen mødte med den stedlige præst i spidsen som den, der skulle foretage overhøringen. Den dag jeg har i tankerne var det den stedlige præst Konrad Hansen, der forestod høringen. Selvom han sikkert nok fulgte et bestemt program var det mit indtryk, at han vel gik lidt videre og kunne finde på at stille spørgsmål, som lå lidt uden for programmet. Et sådant spørgsmål stangede han så ud til os, idet han spurgte: Hvilken farve har en flintesten? Der var stille i skolestuen, og det varede noget, inden jeg bekvemmede mig til at liste hånden i vejret og fik svaret, at en flintesten kan være både sort, brun, gul og rød og måske også grøn. Den kan have rigtig mange farver, hvis man ser godt efter. Og jeg er ved at tro, at det er første gang overhovedet, at jeg fik ros i skolen, og han fortalte mig endda, at jeg var en god naturiagttager.

Far og det offentlige.

Det varede ikke længe, før far begyndte at gøre sig gældende i det politiske, idet han i 1907 blev medstifter af den socialdemokratiske vælgerforening her i byen og blev valgt som foreningens første formand. Hvor stærkt han gik ind i dette arbejde, ved jeg ikke rigtig, men i hvert fald varede det heller ikke længe, inden der igen blev valgt ny formand. Jeg har lidt svært ved at afgøre, om det skyldtes ineffektivitet eller om der skulle være andre årsager. Når man læser i de gamle protokoller, ses det nemt, at der ikke har været store aktiviteter i gang i de første år. Det kan virke lidt mærkeligt, for han forblev da at være aktivt medlem, og jeg kan huske, at han igen først i trediverne blev valgt til formand for en kortere periode. Han har sikkert også været medlem af Husmandsforeningen, for i 1917 blev han opstillet af denne forening og sammen med to andre valgt ind i Ellidshøj-Svenstrup Sogneråd. De var alle medlemmer af Socialdemokratiet og af Husmandsforeningen. Én af dem var husmand Anton Poulsen fra Ellidshøj og en anden hed Niels Peter Christensen og havde et lille husmandssted ude på Svenstrup Mark. Ham kom far til at arbejde meget nært sammen med i og om sognerådet. Af samme grund kom han meget i mit hjem. De samme tre blev genvalgt i 1921, men denne gang valgtes de på en socialdemokratisk liste, og det har sikkert givet noget af et gib i de borgere, der hidtil havde været ene om at bestemme alt i det kommunale styre, og nu var der så pludselig valgt tre socialdemokrater, der også ville have et ord at sige og blande sig i alt, der skulle tages bestemmelse om i det høje råd. Men har jeg forstået det ret, så fik de hurtigt lært, at disse nye folk var parat til at samarbejde, og det var da også af værdi for de nye, at der i rådet sad én, der af politisk observans var radikal, nemlig provst Konrad Hansen.

Ét af de nye medlemmer af sognerådet hed Niels Peter Christensen, og han var husmand med sin ejendom liggende syd for Svenstrup. Når han skulle til Svenstrup for at handle kom han lige forbi mit hjem. Jeg husker Niels Peter som en lille energisk udseende mand, der ofte havde et ærinde indenom hos Bødker, når han alligevel kom den vej. Når det var ved at være ved den tid, hvor der skulle afholdes et møde i sognerådet, og dagsordenen var ankommet, så var det sikkert, at det var en af de dage, hvor Niels Peter skulle et smut indenom hos Bødker, for nu skulle denne dagsorden diskuteres, og jeg kan roligt sige, at den blev endevendt. Det kan nok være, at Niels Peter gik til den, og han havde tillagt sig sin egen lidt specielle strategi. Den gik vel nærmest ud på at pumpe så meget som muligt ud af far angående hans viden om dagsordenens punkter, og fremgangsmåden var den enkle, at når far havde sagt sin mening, gik Niels Peter direkte imod ham, og på den måde fik de alt belyst. Men når de så kom til mødet, hvor sagerne skulle behandles, så var der ikke noget i vejen med enigheden, for han havde fået alle de oplysninger, han mente at have brug for til at kunne tage stilling til sagerne og for at kunne deltage i debatten.

Det var ikke blot forud for sognerådsmøderne, at de to måtte igennem disse store debatter. Også ved møderne i vælgerforeningen kunne bølgerne komme til at gå højt. Det var i særlig grad ved de møder, hvor far skulle fortælle noget om arbejdet i sognerådet. Når de to skulle fremlægge deres synspunkter på hvad der var sket, så skete det igen, som på formøderne derhjemme: Niels Peter gik imod næsten alt, hvad far sagde, og formålet var det samme: han ville have mest muligt ud af sådan et møde. Han havde vel erfaret, at ën af de ting, far var god til, var at læse en lovtekst og rimelig god til at fortolke den. Det var da om at udnytte sådan en mulighed, men når de så fulgtes ad hjem, så kunne det hænde, at far fik et puf i siden af Niels Peters krumme arm, og så kom bemærkningen: "Det var skisme et bette godt møde, hva".

Da far var blevet medlem af sognerådet, blev han valgt til formand for Socialudvalget, og jeg mener, det var et arbejde, han gik stærkt op i, og han opnåede meget gode resultater til fordel for dem, der skulle nyde godt af de ydelser, udvalget skulle stå for at uddele. Således har jeg hørt, at man i 1922 indførte en ny lov om aldersrente i stedet for den gamle lov om alderdomsunder-

støttelse. Den stammede helt tilbage fra 1891. Efter denne lov havde der været et vist frit skøn for dem der skulle administrere den til at fastsætte udbetalingerne til modtagerne, medens den nye lov fastsatte helt bestemte regler for, hvad der måtte udbetales. Da man så her skulle til at arbejde efter de nye regler, gik det sådan, at man måtte til at nedsætte de takster, hvorefter de gamle skulle have deres aldersrente udbetalt. Man havde skønnet højere end de nye regler tillod. Man havde simpelthen, efterhånden som man kunne opnå flertal, forhøjet skønnet, og nu kom bagslaget. Far fortalte ofte om, at det var det værste, han havde oplevet i det kommunale arbejde, og at han var lige ved at føle det som værende et personligt nederlag.

Mon ikke jeg godt kan sige, at mor også i stor udstrækning var med i det arbejde, som far blev pålagt som formand for Socialudvalget. Der var jo intet kontor af nogen slags og heller ikke nogen ansat til at udføre det nødvendige arbejde. Derfor blev de allerfleste forretninger udført i de respektive hjem, og da far ikke altid kunne være hjemme, når der skulle udbetales aldersrente, så må det mange gange have været mor, der måtte komme til undsætning, og det er mit indtryk, at mor var meget glad for de dage, hvor gamle kom for at hente deres penge, og selvom jeg ikke var ret gammel dengang, kan jeg da godt huske nogle af dem. Jo, mor nød de små samvær, hun havde med disse dejlige gamle mennesker, og det forstår jeg meget vel.

Et job, som far fik tildelt medens han var medlem af sognerådet, var jobbet som brændselsforstander. I kølvandet på første verdenskrig var der meget stor mangel på brænde, og derfor blev det pålagt kommunerne at sørge for, at der var brænde til rådighed for de gamle. Træet blev hentet rundt om i skovene her i Himmerland, og den største del blev hentet pr. hestevogn i Annerup Skov, men en anden ret stor del nede i Rold Skov. Det blev til mange køreture, vort hestespand kom ud på for at få hentet alt det træ hjem til det lille husmandssted derude syd for Svenstrup. En anden stor del af træet blev hentet i skovene nede omkring Albæk Hovedgård. Træet blev læsset på hestevogne i skoven og kørt til Støvring Station, hvor det blev læsset om på jernbanevogne. Derefter kørt de 10 km. til Svenstrup Station, hvor det blev stablet op i stabler på 1 kubikmeter størrelse. Herfra blev træet leveret videre til køberen eller hjem for at blive bearbejdet efter aftale. Det skulle i mange tilfælde både saves og flækkes, så det passede til brændsel i en husholdning.

Der var engang noget med sognerådsformanden, som hed Hjort. Jeg mener, at han var forhenværende mejeribestyrer. Han kunne godt virke temmelig bøs i sin måde at træde frem på. Det var sket nogle gange, at far først havde fået besked om et møde samme dags formiddag, og det var selvfølgelig ikke godt for fars vedkommende, for det var ikke nogen let sag med så kort varsel at skaffe en afløser, der kunne overtage hans job, medens han var til møde. Det er klart, at far påtalte denne tingenes tilstand overfor formanden på et møde, men det medførte blot, at han fik det svar fra formanden: "Kan du ikke komme, så kan du bare blive væk." Men jeg tror nok, at den gode formand blev klar over, at det var en lidt uovervejet tale. Han havde sikkert ikke lært far at kende endnu. Han fik i hvert fald det svar, at hvis han havde den opfattelse, at det var ham, der skulle bestemme, hvem der skulle komme til møderne, så var der i hvert tilfælde noget, han havde misforstået helt og holdent, for efter fars mening var det vælgerne, der havde den ret, og lige så længe vælgerne ville betro ham den opgave, så agtede han at møde op til alle møderne, og det bad han formanden forstå. Hvis det ikke blev bedre, agtede far at henvende sig på steder, hvor man ville være i stand til at fortælle, hvordan tingene skulle være. Da formanden forsøgte sig med en protest, fik far god støtte af provst Konrad Hansen, og derefter lykkedes det at få formanden til at bøje af, og fremover blev der i god tid indkaldt skriftligt til alle møderne sammen med en dagsorden.

Vinteren 1926-27 blev for byen og vores familie en meget travl tid. Der var så meget, der skulle klares, så det var parat til festligholdelse af gymnastikkens 20-års jubilæum, og i mit hjem skulle der også gøres klar til det sølvbryllup, min mor og far skulle fejre den 8. marts.

I anledningen af foreningens fest skulle der afholdes en større opvisning i alt, hvad man formåede, og det krævede selvsagt forberedelser, der strakte sig over det meste af denne vinter. Da to af mine søskende, Åge og Astrid, skulle lede mange af holdene, siger det sig selv, at det også smittede af på travlheden i hjemmet. Der blev næsten altid drøftet timeplaner. Hvilke øvelser skulle man nu satse på, så de præsenterede holdene bedst muligt, samtidig med at de kunne bedømmes som værende gode af rent gymnastiske hensyn. Da jeg mener, at alle vi søskende var med på et eller andet af de mange hold, så slap vi heller ikke for at skulle være med til at afprøve de timesedler, som de to arbejdede med. Da så endelig om foråret den store dag kom, viste det sig, at det blev en stor succes, og at dømme efter de foreliggende udklip fra Aalborgaviserne, blev lederne og gymnasterne roste for godt arbejde og Svenstrup Gymnastikforening for et godt og vel gennemført arrangement. Det var jo ikke nok med denne opvisning. Nej skulle der fejres jubilæum, skulle der også være både bazar og revy. Kunne der så samtidig opnås et overskud til foreningens arbejde, så ville det da være godt. Man havde en tradition for, at der blev holdt nogle flotte karnevaller, og da var salen pyntet med flotte dekorationer, der var malede, så de fremstod som motiver fra det emne, man havde givet arrangementet navn efter. Var dette navn "En aften i Venedig", så forestillede dekorationerne Venedig. Disse flotte motiver blev altid malet af malermester Christensen, som var en sand mester til dette arbejde. Sådan også ved den nævnte bazar. Salen var dekoreret smukt, men der skulle jo også afholdes en revy, og til det brug var der lavet forskellige scenetæpper til de forskellige numre.

Med frisk mod ud på gårdene.

Efter et mislykket forsøg på at få en uddannelse som snedker hos Vald. Jensen i Ellidshøj (Vald. Jensen måtte afbryde læreforholdet p.gr. af manglende ordrer. P.J.), kunne jeg konstatere for mig selv, at det var så den læreplads, og at det slet ikke var blevet til noget, der lignede, hvad jeg havde håbet på. Samtidig kunne jeg også sige til mig selv, at det du har lært, det har du lært, og det drejer sig ikke blot om den smule håndværk, men nok så meget vel et udvidet erfaringsgrundlag.

Under mit korte ophold i Ellidshøj mødte jeg mange mennesker, som jeg kom til at arbejde sammen med på forskellige arbejdspladser og også i det offentlige, som jeg senere kom til at virke en del i. Det gjaldt også de mennesker, jeg kom til at arbejde sammen med i foreningsarbejdet på forskellige planer. Der var en del af dem, der godt kunne være lidt vanskelige at danse med, og jeg kan vist godt sige, at der var mange af borgerne dér, der aldrig kunne glemme, at Ellidshøj omkring midten af tyverne måtte give afkald på at være sæde for præsten for de to sogne. Det med at præsten boede i et sogn medførte automatisk, at dette sogn blev kaldt for hovedsognet, og det medførte så igen, at det blev det bynavn, der kom til at stå først i kommunens navn – i dette tilfælde Ellidshøj-Svenstrup.

Jeg kom heldigvis ikke til at gå ledig særlig længe, for det viste sig nemlig, at en af Åges kammerater fra Ollerup, der havde et husmandssted på Store Restrup, stod og manglede en medhjælp i sin bedrift. Det var omkring midten af august 1932, og jeg skulle tiltræde pladsen hurtigst muligt, og foreløbig skulle jeg være der i pladsen til november samme år. Jeg drog derop og kunne konstatere, at den husstand, som jeg nu skulle være i kun bestod af Chr. Larsen, som min nye husbond hed, og hans gamle mor og så mig selv. Jeg skulle dele værelse med min husbond, som var ungkarl og derfor havde sin gamle mor til at føre hus for sig. Det gik såmænd godt nok, selvom han snorkede en del og kunne finde på at gøre forsøg på at fortælle mig om sin tros mysterier. Han var spiritist og fortalte ind imellem om, hvordan han gennem egne eksperimenter kunne mane sin egen ånd frem. Jeg var nu glad for, at lyset var slukket, inden han begyndte på sine forelæsninger, så han ikke kunne se, at jeg ind imellem trak på smilebåndet eller blot faldt i søvn.

Det var et ualmindeligt dejligt spand heste, jeg havde at arbejde med, og det hændte vel også nok, at der gik et ekstra krus korn i deres krybber. Det kunne måske være årsagen til, at de kom til at se så godt ud, at jeg sommetider blev spurgt, hvordan det kunne være, at Chr. Larsens heste var kommet til at se så godt ud, som de aldrig havde set ud før. Jeg var meget glade for hestene.

Da vi nåede november, blev vi enige om at fortsætte fæstemålet dog med den forskel, at nu skulle jeg køre en mælketur. Jeg har tidligere fortalt, hvor glad jeg var for det spand heste, som jeg havde at køre mælketuren med, og derfor var jeg ikke så lidt overrasket, da de pludselig blev modvillige og ikke ville lade sig fange om morgenen, når jeg skulle have dem hentet hjem fra Gammel Mose, hvor de gik og græssede. Men jeg skulle jo have dem hjem og spændt for mælkevognen. Det spekulerede jeg meget over, for jeg syntes slet ikke, at jeg havde givet dem anledning til at opføre sig på den måde. Jeg kom til det resultat, at det kunne være en enkelt handling i min situation som mælkekusk. Jeg havde en dag måttet skynde mig lidt ekstra, fordi hestene havde forsinket mig, og fordi jeg ikke kunne lide at have en mejeribestyrer til at stå og råbe efter mig på perronen, og jo mere jeg måtte døje med hestene des hurtigere skulle jeg køre, og det reagerede hestene selvfølgelig på ved ikke at ville lade sig fange. Det var blevet så galt, at de ligefrem vendte bagdelen til mig for at sparke efter mig. Jeg måtte bede husbond om selv at hente hestene om morgenen, og han kunne uden videre gå lige ind til dem og tage dem med hjem.

Min første politiske post og Pionererne.

Én af mælkekuskene, der også kom på mejeriet, hed Peder. Han var søn af folketingsmedlem Anton Simonsen, og Peder opfordrede mig til at være med til at stifte en lokal afdeling af D.s.U. Det var i februar 1933, og der kom en snes unge mennesker, som meldte sig ind, og det var tilstrækkeligt til at få gang i en forening. På et senere afholdt bestyrelsesmøde oppe hos Anton Simonsen blev Peder formand, og jeg blev sekretær og var dermed trådt ind i mit første politiske engagement Denne forening blev ikke særlig aktiv. Jeg husker blot et enkelt bestyrelsesmøde, foruden det nævnte, og så mindes jeg, at vi var indkaldt til et møde i Nibe. Det blev på ingen måde nogen succes, men det blev den indirekte årsag til, at vi senere fik startet en afdeling i Svenstrup.

Jeg havde ofte hørt far fortælle om husmændene deroppe på St.Restrup og om, hvordan de i fællesskab havde købt den gamle herregård. Der var noget i fars stemme, der godt kunne minde om en slags beundring for de brave husmænd. Jeg kunne nok ind imellem få den tanke, at der måske var et lille glimt af stille misundelse, der sad og gnavede, for han var jo selv fra bondestanden, og det er ikke utænkeligt, at han har kunnet tænke sig at have været med. Men det har syntes umuligt for ham dengang, for så skulle han have valgt mellem den gode faste stilling ved D.S.B. og det helt frie som husmand, og det har ikke været et nemt valg.

Jeg har et par gange nævnt Anton Simonsen, som var én af dem, der var med fra starten. Han havde en tid boet i Svenstrup og fungeret som arbejdsmand, og han var med, da han sammen med far og andre startede Den socialdemokratiske Vælgerforening i Svenstrup. Senere, det må have været omkring 1915, flyttede han til St.Restrup for at overtage sin nye ejendom, der lå opp på bakken som den sydligste af ejendommene på vejen fra Restrup til Tostrup.

Han forblev socialdemokrat, og på et tidspunkt blev han opstillet som kandidat for partiet i Nibe-kredsen. Jeg mener, han måtte indtræde som suppleant for et medlem, og det må have givet ham appetit på et mere stabilt medlemskab af Folketinget. Han fik en sikrere kreds og var medlem af tinget gennem mange år. Han blev en meget ivrig fortaler for sit partis program, og han kunne godt virke lidt ilter og sammenbidt, når han forfægtede sine synspunkter.

Jeg kan i flæng nævne nogle af de andre pionerer. En af dem var Peter Langeland. Han var også socialdemokrat, og da han engang blev spurgt, om han ville lade sig opstille til Folketinget, svarede han, at det ville han såmænd da godt, blot han kunne blive fri for at rejse rundt og holde alle disse taler, så det kunne altså ikke lade sig gøre, men han kom til at spille en meget betydelig rolle i Husmandsbevægelsen. Hans kone var også ivrig socialdemokrat, og hun var tillige kendt for sin indsats indenfor husmandsbevægelsen og blev meget brugt som foredragsholder i vide kredse.

Hans bror Karl Langeland, mener jeg var af en helt anden politisk mening, og så var der Carl Thomsen, der var radikal, og jeg mener også, at han en tid var med i Folketinget for sit parti.

Det er ikke uden en vis risiko at begynde at nævne nogle enkelte mennesker fra min tid på St.Restrup, for jeg traf mange dejlige mennesker og kan ikke undgå at forbigå nogle på den måde.

Finnelstrupgård.

Da vi nåede november 1933, måtte jeg i gang med at finde mig en ny plads, og det endte med, at jeg tog over til gdr.Anders Støvring i Finnelstrup øst for Østerådalen. Da vi var blevet enige om lønnen – vel omkring 300 kr. for halvåret, spurgte han mig, om jeg ville være villing til at hjælpe med malkningen, hvis der skulle komme til at mangle én. Det varede ikke længe, før end Anders Støvring skulle til Aalborg, og så måtte jeg jo træde til, og jeg fik besked på at malke hans køer. Èn af dem havde nr. 28, og jeg kunne mærke, at da jeg forberedte mig til at skulle op for at malke hende, da var alle meget spændte, men jeg tog malkestolen og spanden og satte mig ved 28 og gav mig til at malke hende. Der skete ikke andet, end at hendes mælk lige så gelinde landede i min spand, og ligeså spændte de havde været, da jeg begyndte, ligeså overraskede så de ud, nu da koen var malket, og så fik jeg forklaringen. De havde aldrig set én, der kunne overtage Støvrings plads ved nr. 28. Hver gang, der var én, der havde forsøgt sig, var vedkommende blevet sparket ned, og var det endelig lykkedes én at komme til at sidde ved hende, så havde hun lukket totalt for mælken, og det var umuligt at få en dråbe af hende.

Familien bestod af Anders Støvring og hans kone, Petra, og en datter, Elvine, der skulle fungere som pige i huset, og det var hun vel også, men hun var altså også gårdmandsdatter, sådan forstået at det blev der fra hendes side ikke lagt noget skjul på. Der var en pige mere, som var nær den skolepligtige alder. Den ældste søn hed Christian. Han havde en overgang været i lære som mekaniker i Svenstrup, men om han nogensinde var blevet udlært eller blot var en slags halvstuderet mekaniker aner jeg ikke. Men jeg mener, at han betalte for at bo hjemme ved at sørge for, at gårdens maskiner og vindmotor var i orden. Samtidig tog han rundt på andre gårde og assisterede ved forskellige mekaniske reparationer.Den store vindrose, som var placeret i et hjørne af gårdspladsen, leverede faktisk al trækkraften på gården, for selvom vi var nået frem til 1933, så var der dog stadig ikke kommet elektricitet på egnen øst for Ådalen, medens der ovre i Svenstrup havde været elektricitet gennem mange år. Èn af Christians fortjenester var at han ved at spænde vindrosen for en generator og forbinde med en akkumulator havde fået installeret lys inde i stuehuset, medens vi ude i udhusene måtte klare belysningen med en Petromax-lygte, men det var ikke nogen dårlig belysning.

Jeg må sikkert have været lidt af en heldig kartoffel, for som de andre steder, jeg havde tjent, havde jeg også her fået et rigtig dejligt spand heste til min rådighed. Sådan et par store, stærke, brune jyder, der næsten ikke kunne lade noget stå, hvis de blev bedt om at flytte det for én. Jeg havde det næsten aldrig bedre, end når jeg fik de to spændt for ploven efter at have fået den indstillet sådan, at der næsten ingen slinger kunne blive i valsen. Når man så havde fået den første fure trukket op og kunne se fra den ene ende til den anden på disse 200 favne lange marker nord for gården, og så efter den første tur kunne konstatere, at nu skulle der blot rettes lidt hist og her, så var det bare, at holde tungen lige i munden for at have den snorlige fure. Derefter var der næsten ikke andet at foretage, end at vi, hestene og jeg, kom rigtigt i furen igen, og de to gjorde det ikke besværligt for mig. Stille og roligt vendte de, og så fortsatte vi igen ad den næste fure. Når man gik her på disse ture, havde jeg en pragtfuld udsigt at kunne glæde mig over. Lige overfor lå Svenstrup, og lidt længere mod syd kunne man ane nordsiden af de hedestrækninger, der i sin tid havde haft forbindelse med tidligere meget store hedestrækninger, og med et kig lidt mere mod syd kunne jeg se Bonderup Bakker. Vendte jeg derimod blikket i nordlig retning, så jeg hen over Svenstrup Holm over mod Leere.

Der taltes dengang meget nedsættende om, at de unge samledes på grøftekanterne og om den karlekammerpolitik, som de unge førte i de små landsbysamfund. Det er da rigtig nok, at de unge mødtes på et skel, i en grøftekant eller hvor man nu kunne finde et sted, hvor man kunne være i ro.

Hvis vejret blev for barsk og koldt, så rykkede man blot ind i et af de karlekamre, der kunne være til rådighed. I sådanne forsamlinger gik tiden så med at synge og fortælle historier, og jeg kan da godt indrømme, at det ikke var alt, der blev sunget eller fortalt, der egnede sig til at blive gengivet hvor som helst. Der kunne da godt ind imellem blive brugt et saftigt sprog, men det var i al godmodighed, og jeg oplevede det aldrig i nogen ligefrem vulgær facon. Sådan blev der slået mange timer ihjel, og jeg har da også oplevet, at der i sådanne forsamlinger blev drøftet virkelig seriøse emner. Jeg mener, at der på den tid, der her er tale om, var en karl fra en nabogård, der gik foran. Han var vel på en vis måde et samlingspunkt på dette område. Han samlede på afskrifter af mange af de sange, som blev brugt ved disse sammenkomster, og deri var der mange, hentet direkte fra den store Danmarks Melodibog. Det ville være rart, om man kunne få fat i dem, men jeg ved desværre ikke, hvor de er. Niels hed han og var opvokset hos sine bedsteforældre, der havde en lille ejendom ude på Skråvejen.

Der har ofte været brugt et meget negativt ordvalg om disse sammenrend, og det vil ikke være vanskeligt at finde noget negativt at sige om dem. Men jeg vil gerne sige, at de gange, jeg har været med, har jeg aldrig oplevet, at der har været nogen, der har gået andre for nær. Alting foregik i en venlig og kammeratlig tone, og jeg fandt ingen anledning til den forargelse, der kom frem. Hvis der stadig skulle være nogen, der har lyst til kritik, kunne jeg have lyst til at spørge: "Hvad skulle disse unge ellers foretage sig. Der var meget begrænsede muligheder for at deltage i noget mere opbyggeligt. Der var i hvert fald ikke mange, der animerede dem. De muligheder, der kunne være hjemme på gårdene, var bestemt ikke særlig hyggelige. Karle- og pigekamrene var kolde og slet ikke pæne. Men hvad så med Folkestuerne? Jo det skulle jo betegne, at folkene skulle kunne opholde sig der i deres fritid. Men jeg har ikke oplevet, at der var mulighed for at kunne dyrke et nogenlunde frit privatliv.Det var jo ikke blot folkenes stue, det var mange gange hele familiens dagligstue, og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvad der ville blive sagt til mig, hvis jeg havde placeret mig ved folkestuebordet for at læse i D.s.U'. blad "Rød Ungdom"

En hidsig husbond og et par lussinger.

Nå, men hjemme i Svenstrup igen og efter at have gået en tid dels på dagleje og dels på understøttelse fandt jeg ud af, at en gårdejer i Bonderup manglede en karl. Jeg tog ud til ham og fik pladsen for en løn på 225 kr. for tiden indtil 1. november. – ca. et halvt år. Bedømt efter datiden var det en rimelig løn.

Jeg tror nok, at jeg havde det godt nok sammen med mine to medtjenere, en karl og en pige. Karlen var stor, sej og stærk, men sikkert ikke nogen stabil type, der var i stand til at love sig hen til at være ret længe ad gangen på samme sted, og han havde ligesom mig hørt noget om, at husbond havde nogle løse lussinger, som han havde sit døje med at holde styr på, men hans kommentar hertil var blot: "Han kan da bare komme an." Jeg tror, at gårdejeren ville have fået sin sag for i en dyst mellem de to, og det var han sikkert helt klar over. Karlen fik lov at gå i fred. Pigen var en rund glad pige, hvor latteren altid var på spring, og de lyse lokker altid svang sig viltert omkring, og jeg tror nok at de to, karlen og pigen, havde det rart med hinanden.

Jeg tænkte nok på risikoen for at få lussinger ud fra en lidt anden vinkel end karlen.Jeg havde da nok hørt om, at lussingerne hang løse, men jeg havde også hørt, at han havde været ude på den så ofte, at der såvidt jeg havde forstået det, var noget med en betinget dom, der hang over hovedet på ham, hvorfor jeg tænkte, at han vel ikke turde fortsætte på samme måde. Derfor regnede jeg med, at blot jeg udførte mit arbejde stille og roligt og ellers forsøgte at gøre det så godt som muligt, så gik det nok. Men den vurdering deltes ikke af min husbond, og derfor kom det til at skorte på enigheden mellem os to. Han var tilsyneladende i besiddelse af et temperament, han ikke kunne styre.

Jeg blev sendt ud i marken for at læsse kartofler fra kulen i vognen, og husbond skulle så komme og hente læsset, men jeg skulle helst være så tidlig færdig med at læsse, at jeg kunne køre ham i møde. Nu skal jeg nok lige her fortælle, at en god ting ved denne plads var, at vi fik en mellemmad med på arbejde, og da husbond kom ud til mig, havde jeg lige spist den. Jeg havde ikke fået læsset vognen, og han var rasende, men jeg svarede, at jeg havde spist min mad. Men han kunne da "-fandeme godt vise mig, hvordan man skal læsse kartofler-" og det gjorde han så. Han fik en spagfærdig bemærkning om, at det tempo kunne han vist ikke holde en hel dag. Det medførte blot, at jeg fik at vide, at jeg ikke skulle være næsvis, og så fik jeg én på skrinet, hvorefter jeg smed tømmerne hen til ham og sagde, at skulle det være på den måde, så var jeg ikke længere karl her på gården, og han kunne læsse sine kartofler selv. Da vi kom hjem til gården prøvede han igen at slå ud efter mig, og han forhindrede mig i at hente mit tøj. Men jeg lånte en cykel hos en karl i nabogården og kørte hjem. Jeg forsøgte endnu en gang at få fat i mit tøj, men blev mødt i gårdsleddet af både husbond og hans kone og igen nægtet adgang til mit tøj. Men så startede jeg til Ellidshøj for at tale med sognefogeden. Jeg mødte ham på vej derhen, og han var på vej til Bonderup med en stævning til gårdejeren om at møde hos Forligskommissionen for at drøfte den anmeldelse for vold, som jeg med hjælp af far havde sendt frem.

Sognefogeden sagde til mig."Når nu jeg har været derhenne, så kan du roligt hente dine ejendele", og det gjorde jeg så.

Forligskommissionen var udpeget af sognerådet Når der var indkommet en klage , skulle kommissionen indkalde parterne og søge at opnå et forlig.Da jeg skulle møde, blev vi indkaldt til møde i Ellidshøj, og da det var konstateret at alle var mødt, blev stævningen læst op, og de krav, jeg havde stillet, var, at tjenesteforholdet ansås for ophævet, og at jeg skulle have min aftalte løn på 225 kr. udbetalt og desuden skulle husbond betale en bod til kommunekassen på 50,- kr. Det kunne der slet ikke opnås enighed om og mødet sluttede. Vi blev budt på kaffe hos værten, og her fik jeg helt bekræftet min mistanke om, at det slet ikke var nogen uvildig kommission, jeg havde været hos, idet de sad og blev helt enige om sammen med husbond, at tjenestefolk da i dag var nogle pylrehoveder, der ikke en gang kunne tåle at få en lussing, uden de skulle lave en sag ud af det. I gamle dage havde det da været helt anderledes. Da blev der ingen sager ud af sådanne småtterier. Det hele var i og for sig blot et barokt skuespil.

Vel hjemkommet med det resultat, gik far straks til S.P. Jensen for at ringe til politimesteren i Nibe for at anmelde sagen, fordi der ikke var opnået forlig. Da far havde ringet af, blev der ringet igen, og det viste sig, at husbond havde ringet til politimesteren for at meddele, at han alligevel ville indgå forlig på de betingelser, som jeg havde stillet Egentlig forståeligt nok. Ellers ville den betingede fængselsstraf være blevet effektiv.

På løst arbejde - Entreprenørarbejde hos S.P. Jensen.

Nu var det altså slut med at tage fast arbejde på gårdene, men jeg kom dog stadig ud på opgaver derude, alene af den grund, at en arbejdsløs arbejdsmand selvfølgelig skulle påtage sig det daglønsarbejde, der bød sig, og det var da rimeligt nok. Vi var da også mange, der fik nogle både gode og sjove oplevelser ud af det, og når vi så samtidig kunne tjene nogle kroner ad den vej, var det da i orden. Jeg var dog så heldig, at jeg fik fat i noget mere stabilt arbejde, noget som jeg kom til at vende tilbage til mange gang i årene fremover.

Jeg fik arbejde hos S.P. Jensen, og efterhånden blev mange af os, der arbejdede der, på en måde en slags specialister. Den første timeløn, jeg fik udbetalt lød på ikke mindre end 95 øre, men allerede året efter fik vi et tillæg på 5 øre ekstra, og så var vi altså kommet op på, at såfremt det kunne lykkes for os at have en hel udelt arbejdsuge at tjene ikke mindre end 48 kr. på en uge.

Det startede faktisk med, at min bror Åge, der var formand i firmaet, kom til mig og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at køre med ham til Hadsund for at grave et stykke kabel ned der. Jo da. Vi fik pakket alle vore redskaber på vore cykler, og det var et ordentlig læs, for vi skulle have både skovl, greb, spade, kost og en jomfru, og det meste skulle vi have to af. Så gik turen til Hadsund, hvor vi gravede det stykke kabel ned, hvorefter turen gik hjemad igen med de samme pakkenelliker. Det var en tur, der hver vej var på ikke mindre end ca. 40 kilometer, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at vi må have været meget trætte ved hjemkomsten. Det samme gentog sig en anden gang, men da gik turen til Tobberup lige nord for Hobro. Der var et kabel, der skulle graves ned over baneviadukten. Turen var vel knap så lang, men ellers var proceduren den samme, og det må vel siges at være et par anselige køreture. Det var et par enestående tilfælde, selvsagt ikke almindeligt, og det er vel nok lidt svært at forklare, hvordan Åge kunne finde på den slags. Jeg har ikke anden forklaring, end at det jo var et meget ungt firma, og da Åge var hyret som formand her, har han vel tænkt, at når Jysk Telefon vil have sådan noget lavet, så er det vist klogt at benytte denne chance for at komme lidt mere fast i arbejdet i dette firma. Der var ikke på den tid i firmaet penge til transportmidler, og så måtte han da se at klare sig. Det blev ikke fremover til så lange cykelture, men gennem mange år var det alligevel sådan, at arbejderne for det meste selv transpor-

terede deres værktøj på cyklerne rundt om i hele Aalborgområdet. Det kunne meget nemt blive til nogle gode lange ture, når vi betænker, at dette område strakte sig i nord helt op ovenfor Tylstrup forbi Svenstrup i syd, Storvorde i øst og Sønderholm i vest. Hvis det drejede sig om kabler af stor størrelse, blev de selvsagt transporteret af Jysk Telefon selv. Vi lærte efterhånden at få alle disse redskaber surret så godt fast på cyklerne, at der næsten ingen risiko var forbundet med at køre med de tunge læs.

Der var da også en fritid.

Vi havde da heldigvis også andet at bestille end at ligge og farte rundt på cykler med fastsurret værktøj. Vi havde da også en fritid, der gerne skulle udnyttes på en god måde. Her hjalp det godt, at vi havde den D.s.U-afdeling, som vi fik stiftet i 1933, og her var der altid noget at tage fat på. Det var Victor, der fik gang i agitationen for at få stiftet denne forening. Vi havde talt om det en tid, men så fandt han ud af, at den mælkekusk, der kørte fars mælk til mejeriet allerede var medlem af D.s.U i Aalborg, og da den mejerist, der på mejeriet skulle modtage mælken, også var medlem af D.s.U i Nibe, skulle der ikke mange spekulationer til for at få arrangeret et møde for oprettelse af en afdeling her i Svenstrup. Da der allerede den første aften meldte sig omkring 25, var det en realitet, at Svenstrup havde fået sig en D.s.U.-afdeling.

Selvom den afdeling, som vi fik startet i Store Restrup, ikke var særlig aktiv, så betragtede jeg mig stadig som medlem der, så lang tid jeg tjente der, men så snart jeg var flyttet derfra til Finnelstrupgård, meldte jeg mig ind som medlem her.Da Laursen, der hidtil havde være formand, flyttede fra byen, blev jeg valgt til formand, og derfor havde jeg nok at tage fat på, for det varede ikke længe, inden det blev til meget mere end D.s.U. De mest aktive af os, kunne ikke klare sig med dette ungdomsarbejde. For det er vel naturligt, at hvis man tror på det, man går ind for som ung, så findes der vist altid en fortsættelse i voksenverdenen. Men i de første år var det altså ungdommen, det drejede sig om, og det er også sandt nok, at der var meget at bestille på det felt. Det gav mig selvfølgelig et indblik i og interesse for politik.

Nu fulgte der nogle meget travle og aktive år, hvor jeg sammen med en kreds af gode, aktive kammerater fik udført et virkeligt godt arbejde, som jeg helt sikkert tror på var til gavn for mange helt unge. Det lykkedes for os at få bygget én efter forholdene stor forening op, og en del af os begyndte også at blande os i voksenarbejdet både i vælgerforeningen og for en del også i fagforeningen. Selvom jeg ikke her på denne plads agter at fortælle mere om det arbejde, lover jeg at vende tilbage til det på et senere tidspunkt.

Jeg arbejdede med mange forskellige ting.

Det kan knibe for mig at huske, hvornår jeg har arbejdet på de forskellige arbejdspladser. Nogle af de ting, jeg har beskæftiget mig med, må jeg derfor omtale uden at datere dem. Men det var meget alsidigt det, jeg kom til at arbejde med gennem årene.

I et par år var jeg ude at arbejde for det, man dengang kaldte for det flyvende korps. Det var et arrangement, det blev ledet af Hedeselskabet og hvis opgaver bl.a. bestod i at forvalte en lov, der tilsigtede at sætte nogle arbejder i gang for i nogen grad at modvirke den store arbejdsløshed blandt unge, og arbejdet bestod hovedsagelig af plantning af ny skov og læbælter. I et par år var jeg også beskæftiget ved skovarbejde i Annerupskoven, og det passede så fint, at det næsten gik op på den måde, at når jeg var færdig sent på efteråret med at arbejde med anlægsarbejderne på banen på grund af vinteren, så kunne jeg starte i skoven.

I årene op til Anden Verdenskrig deltog jeg i nogle store anlægsarbejder for D.S.B. Der havde gennem nogle år været forberedt en udvidelse af spornettet fra at være et-sporet til at blive dobbeltsporet, og her var der også tale om at udnytte arbejdsløsheden, forstået på den måde, at man satte beredskabsarbejder i gang for at få udført alt det jordarbejde, der var nødvendigt for at gøre plads til de ny spor. For at kunne klare det måtte der også foretages udvidelser af broer såvel over veje som åer, hvor de krydsede banen, og alt dette måtte ske i så god tid, at det påfyldte jord kunne nå at sætte sig for at få en stabil bund under banelegemet.

Medens man forberedte alt dette, blev der foretaget en forstærkning af det eksisterende sporlegeme. Der skulle ny ballast, nye bøgesveller, og der skulle nye, meget større og tungere skinner. Husker jeg ret, så vejede de gamle skinner ikke mere end 18-20 kg. pr. meter, medens de nye, som skulle erstatte dem, skulle være på 40 kg. pr. meter, og samtidig skulle de være mere end dobbelt så lange, idet deres længde blev op til 30 meter. Det betød, at hver enkelt skinne kom op på en vægt af 1,2 tons, så det var nogle ordentlige moppedrenge at bakse med. Når vi så tænker på, at alt dette foregik pr. håndkraft, vil man kunne forstå, at det godt til tider kunne være lidt drøjt. Man må huske på, at alt dette arbejde skulle udføres på et spor, der var i drift, hvorfor der kun var den tid at arbejde i, som intervallerne mellem togene tillod. Da trafikken skulle opretholdes i fuldt omfang, skulle der arbejdes med nogle meget nøje beregnede intervaller, hvor vi skulle nå at fjerne alt det gamle materiale og få det nye anbragt, således at det næste tog kunne passere om end med meget nedsat fart.

Ved anlægget af dobbeltsporet var det nemmere at få materialerne over på det nye plan. Vi kunne læsse skinner og sveller direkte over, sådan at vi kunne få et spor. Derefter fik vi lavet et midlertidigt skiftespor, så vi kunne komme direkte på det nye spor med resten af materialerne. De skinner, der skulle bruges her, vejede 60 kg. Pr. meter og altså 1,8 tons pr. skinne. De var derfor temmelig usikre at arbejde med, da de havde en tilbøjelighed til at lægge sig ned på siden, og derfor måtte vi løfte med nogle stålstænger stukket gennem bolthullerne. Det var en proces, hvor der skulle arbejdes hurtigt og i enighed, ellers kunne det gå helt galt, for det var ikke uden risiko, når sådan en stålstang mødtes med et hoved. Det skete engang, medens vi arbejdede i Bonderup. Man måtte transportere manden ind til Svenstrup Station, hvorfra han blev hentet af Falck.

Engang, medens vi arbejdede i Leere, gik det galt. Der hvor vi arbejdede er der en stor kurve, der hindrer udsynet, og særlig slemt var det, fordi det spor, hvor vort tog holdt, medens vi læssede skærverne af, dækkede yderligere for udsynet. Der skulle komme et af tyskernes tog, men man havde sikret sig, at vi ikke var på sporet, når det kom. Vores formand gik på det trafikerede spor for at holde øje med arbejdet. Den dag var udsynet yderligere svækket, da der lå en let tåge hen over pladsen. Så var det, at der skete noget, som en arbejdsleder aldrig helt kan gardere sig imod: der blev ændret på tiden for det tog, som man havde søgt at sikre sig imod med det resultat, at vores formand blev ramt af toget med en sådan kraft, at han blev dræbt på stedet. Vi var selvsagt alle meget berørte af denne hændelse, men det er vist den slags, der kan ske, selvom man søger at sikre sig mest muligt.

Ikke længe efter at vi havde fået færdigbygget dobbeltsporet, begyndte man fra modstandsbevægelsens side at sabotere det. Så var der ikke andet at gøre, end at tage skinnerne fra det ene spor til at lappe det andet med.

Der vil sikkert være mange, der i dag vil have svært ved at forstå, hvor stort et slæb det var med disse tunge materialer med de få hjælpemidler, vi havde til vor rådighed. Men vi havde en ting, som hjalp os godt. Vi var temmelig mange unge, og vi kendte hinanden godt fra vort arbejde i D.s.U. -.

Samme fritidsinteresse, hvor vi jo netop havde et godt fællesskab, og når vi kunne have det så godt sammen i vor fritid, hvorfor så ikke også i arbejdet. Der var ikke længe imellem, at en af os brød ud i sang. Det kunne såmænd være sange både med et alvorligt indhold eller blot nogle vrøvleviser. I dag ville man måske sige, at nogle af dem lugtede langt væk af mandehørm. Men ligemeget hvad vi sang. Det vigtigste var, at vi sang. Det hjalp, og humøret fik en tak opad. Det var selvfølgelig også med til at dæmpe trætheden, og når vi stod 8 mand med hver sin kompressor for at banke sten ind under svellerne, så sang vi også, ikke for at overdøve støjen, for det kunne vi ikke, men larmen var ingen hindring, og der var aldrig længe imellem, at en af os begyndte med en ny sang, så gik det hele meget bedre. I det hele taget så erfarede vi, hvor meget et godt kammeratskab og et godt humør var stimulerende på en arbejdsplads.

Noget om arbejdet i D.s.U.

Det var egentlig nogle store opgaver, vi tog os på, og vi fik da også som resultat, at medlemstallet steg meget i årene lige før Anden Verdenskrig. Vi var oppe på at have mere end 80 medlemmer, og vi forsøgte os også med at få gang i en studiekreds. Til dette formål havde vi købt nogle grundbøger til at arbejde med emnet ud fra, men jeg blev meget overrasket, og meget pinligt berørt, da jeg opdagede, at der var nogle af disse unge, der slet ikke kunne læse. Det var min mening, at deltagerne skulle have til opgave at kunne fortælle på næste møde om det emne, vi havde valgt for næste møde, men der var altså nogle imellem deltagerne, der slet ikke var kommet ud af stedet på grund af manglende læsefærdighed. Jeg forsøgte mig frem ved at benytte forskellige metoder og måtte lade de, der kunne, læse de forskellige stykker op, hvorefter vi så drøftede det læste. Jeg skal indrømme, at jeg nærmest var lidt chokeret over, hvor dårligt det stod til med disse unges kundskaber, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, hvad der var gået galt for dem, hvad var det, der havde svigtet, for det var ikke det, at de var nogle dummerikker, for det mente jeg ikke, de var. Jeg kunne ikke finde noget svar på det, men jeg indrømmer, at jeg beundrede dem, fordi de blev ved med at komme. Der var ingen af dem, der holdt op, selvom de må have følt det ene nederlag efter det andet. De svigtede ikke.

En anden ting fra disse år, jeg gerne vil have med her, var det, at vi havde lejet en lille lejlighed ude syd for byen, som vi tømrede nogle borde og bænke sammen til, så vi kunne bruge de små rum som et samlingssted. Her mødtes vi til forskellige arrangementer eller blot for at hygge os sammen, og der var ikke mange aftener, hvor der ikke var nogle stykker, der sang eller diskuterede af karsken bælg. Det var slet ikke noget ideelt samlingssted. Vi var i det hele taget ikke forvænte med gode samlingssteder. Det gamle afholdshotel havde næsten ingen muligheder for at kunne tilbyde noget, der lignede rimelige samlingslokaler. Vi havde til tider benyttet et lokale, der faktisk ikke var andet end et forrum til salen. Den gamle kro var ved at være slidt ned – ikke sådan at den ikke kunne bruges, men der manglede det sidste, der skulle til for at der kunne arrangeres møder og fester i hyggelige omgivelser.

Den store foredragsrække.

Det var vel sådanne kendsgerninger, der førte til, at vi bestemte os til at forsøge at få afholdt en foredragsrække som et offentligt arrangement. Vi var vel klar over, at skulle det lykkes at trække nogle mennesker til, så måtte vi prøve at få fat i nogle talere, der kunne vække opmærksomhed, og efter mange forsøg og overvejelser lykkedes det for os at få så kendte talere som: biblioteksdirektør Th.Døssing om Dansk Kulturliv, bibliotekskonsulent Jørgen Banke om Forsamlingsgården, professor Jørgen Blatt om Danmark i dag og formand for D.s.U. Poul Hansen om Ungdommens ønsker.

Vi agtede at udsende en tryksag som reklame for denne møderække, og vi fik en række kendte borgere til at anbefale deltagelse i møderne, der blev afviklet på en måde, så vi godt kunne kalde det for en succes. Der kom vist ikke mange deltagere, men dog så mange, at vi kunne gennemføre møderne på en sådan måde, at vi kunne være det bekendt. Og på næste kongres blev vi berømmet for det i beretningen af Poul Hansen, som jo var den ene taler. Som en sjov lille ting kan jeg fortælle, at den økonomiske baggrund, vi havde for dette arrangement bestod i, at vi havde fået bevilget et tilskud fra fagforeningen på ikke mindre end 50 kr.

Inden vi var blevet helt færdige med vor foredragsrække, var der sket det, at vi var blevet besat af tyskerne, og det satte faktisk en stopper for at arbejde videre med de tanker, som vi havde haft i fortsættelse af vor møderække: at gøre et forsøg på at komme videre med ideerne om et forsamlingshus, men der kom så mange ting i vejen for det videre arbejde, at kræfterne på en måde ikke kunne forslå til at fortsætte. Besættelsen kom og overvældede os alle, i hvert fald for en tid. Jeg følte vist, at det så helt håbløst ud at give sig i kast med sådan en opgave. Det føltes som om disse sorte fugle, der kom og formørkede vor himmel og vore hjem, for en tid lukkede af for vore aktiviteter. Jo det blev en grim hæmning for vort arbejde. Vi blev jo vidner til, hvordan nogle mennesker begyndte at lefle for de tyske soldater, og hvordan nogle piger næsten blev faste beboere i de tyske forlægninger. Mange mennesker fik travlt med at søge at udnytte besættelsesmagtens tilstedeværelse ved at slå mønt på leverancer til dem.

Det vil vist være praktisk at slutte afsnittet her, fordi der nu kommer en skillelinje i mit liv på så mange måder, hvorfor jeg vil begynde et nyt afsnit, der skal behandle alt det nye, der skete.

Min nye status som familiefar, mit udvidede politiske arbejde og mine mange nye og meget forskellige arbejdspladser vil komme til at præge hverdagen,- også her i min historie